Layout
 
A A A

Tvangsfiksering i 22 timer og 50 minutter samt tvangsbehandling

Afgørelses type
Anonymiseret afgørelse

Sagsnummer: 9915301
Offentliggørelsesdato: 20. dec 1999
Faggruppe: Læger
Speciale: Psykiatri
Juridisk tema: Ankesag

Resumé  |  Vis afgørelse


En 25-årig mand blev i juli 1999 frivilligt indlagt i psykiatrisk afdeling under diagnosen sindsspaltningssygdom præget især af forrykthed (paranoid skizofreni).
Under indlæggelsen var manden i perioder meget urolig og måtte flere gange bæltefikseres. En morgen, hvor han var urolig og opkørt, truede han med at ville likvidere personalet efter udskrivning, ligesom han spyttede og sparkede ud efter personalet. Der blev givet beroligende medicin, men manden faldt ikke til ro. Han blev herefter bæltefikseret kl. 10.40. Da han fortsat var meget urolig, fik han ved tvang beroligende medicin. Den 4. august 1999 kl. 9.30 blev han løsnet af bæltet efter at have været fikseret i 22 timer og 50 minutter.
Den 23. juli 1999 var manden blevet tilbudt behandling med antipsykotisk medicin i form af tablet Risperdal. Han indtog fra den 23. juli til den 3. august 1999 frivilligt den ordinerede antipsykotiske medicin. På mistanke om at manden snød med medicinen, blev ordinationen den 3. august 1999 ændret fra tablet Risperdal til mikstur Risperdal med dosis som hidtil. Da manden ikke ønskede at tage medicinen frivilligt, blev det den 6. august 1999 besluttet at tvangsbehandle ham med mikstur Risperdal 2 mg, 2 gange dagligt, alternativt injektion med Trilafon 6 mg dagligt.
Manden klagede over tvangsfikseringen samt beslutningen om tvangsmedicinering, og klagen blev tillagt opsættende virkning. Ved drøftelse i afdelingen den 12. august 1999 blev det imidlertid besluttet, at klagen ikke længere skulle have opsættende virkning, da manden siden indlæggelsen havde fået det psykisk bedre ved behandling med beroligende medicin, og da han fortsat var psykotisk og fremkom med dødstrusler.
Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn godkendte den 18. august 1999 den foretagne tvangsfiksering fra den 3. til den 4. august 1999. Endvidere godkendte nævnet beslutningen om tvangsbehandling og fandt ikke anledning til at kritisere, at klagen ikke blev tillagt opsættende virkning.



Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at betingelserne for ved fysisk magt at bæltefiksere manden fra den 3. august 1999 kl. 10.40 til den 4. august 1999 kl. 9.30 var opfyldt, idet der var nærliggende fare for, at personalet ville lide skade på legeme eller helbred, idet manden ifølge journalen havde været truende overfor personalet og havde sparket ud efter samt slået den faste vagt. Endvidere fandt nævnet, at indgrebet opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at man havde forsøgt at tale manden til ro, og at han havde fået beroligende medicin, uden at dette umiddelbart havde beroliget ham. Videre fandt nævnet, at udstrækningen af tvangsfikseringen var i overensstemmelse med kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet lagde vægt på, at manden efter fikseringen igen modtog beroligende medicin, da han var meget urolig, og at han herefter faldt til ro og faldt i søvn. Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere, at man afventede at løsne bæltet til manden igen var vågen, så man kunne konstatere, om han faktisk var faldet til ro. Nævnet oplyste, at selvom en patient er rolig under søvnen, er det muligt, at en svær urotilstand fortsat kan være til stede, når patienten vågner igen.
For så vidt angår tvangsmedicineringen fandt Sundhedsvæsenets Patientklagenævn efter en samlet vurdering, at manden var i en sindssygelig tilstand svarende til diagnosen paranoid skizofreni, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig bedring i tilstanden ellers ville blive væsentlig forringet. Nævnet fandt endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet lagde vægt på, at manden i en periode fra den 23. juli 1999 frivilligt blev behandlet med tablet Risperdal, men at man den 3. august 1999 havde mistanke om, at han snød med medicinen, idet han gik på toilettet umiddelbart efter hver medicinindtagelse, hvorfor ordinationen blev ændret fra tabletter til mikstur. Videre lagde nævnet vægt på, at der ikke var beskrevet bivirkninger i forbindelse med behandlingen med tablet Risperdal.
Videre fandt Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ikke anledning til at kritisere, at man den 12. august 1999 besluttede, at klagen over tvangsbehandlingen ikke længere skulle tillægges opsættende virkning. Nævnet lagde herved lagt vægt på, at manden efter at have klaget den 10. august 1999 fortsat var truende i sin adfærd overfor personalet og fremkom med dødstrusler overfor en ambassade. Endvidere lagde nævnet lagt vægt på, at manden på tidspunktet for klagens fremsættelse havde været i behandling med Risperdal uden bivirkninger gennem knap 3 uger, hvilket havde medført en bedring i hans tilstand, selvom der fortsat var talrige psykotiske symptomer med paranoide forestillinger. Nævnet fandt, at der var grundlag for at befrygte, at der kunne være risiko for, at manden ville udsætte andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme og helbred, hvis den igangværende behandling ikke blev fortsat.

 


 Til top

   
<< Tilbage