Layout
 
A A A

Brud på tavshedspligt efter vurdering af anden tandlæges protesearbejde

Relevante love

Afgørelses type
Anonymiseret afgørelse

Sagsnummer: 9914615
Offentliggørelsesdato: 20. dec 1999
Faggruppe: Tandlæger
Juridisk tema: Tavshedspligt

Resumé  |  Vis afgørelse


En patient var utilfreds med et protesearbejde hos tandlæge A, efter at blandt andet en ny overkæbeprotese måtte ændres flere gange. Patienten fik at vide, at hun eventuelt kunne anmode en anden specialist om at vurdere arbejdet, og tandlægen udleverede tandlægebladets rubrik om kollegiale henvisninger. Patienten valgte at konsultere tandlæge B, som foreslog en ny protese. Herefter ringede patienten til tandlæge A og meddelte, at tandlæge B havde vurderet, at der var væsentlige fejl og mangler ved protesen. Tandlæge A lovede, at patienten ville få sine udgifter refunderet, når tandlæge B telefonisk eller skriftligt havde påpeget fejl eller mangler ved protesen.
Da tandlæge A efter et stykke tid ikke havde hørt nærmere, ringede han til tandlæge B, som afviste, at man havde vurderet protesen som værende ikke honorarværdig. Direkte adspurgt anbefalede tandlæge B dog, at proteserne skulle laves om, fordi det efter de mange tidligere korrektioner ikke var muligt at finde den direkte årsag til patientens gener.
Der blev klaget over, at tandlæge B havde overtrådt sin tavshedspligt ved at oplyse om sin vurdering af protesearbejdet.


Patientklagenævnet fandt, at tandlæge B havde overtrådt tandlægelovens § 12, fordi der blev videregivet oplysninger, som var omfattet af tandlægens tavshedspligt.
Nævnet lagde vægt på, at tandlæge B oplyste resultatet af patientens konsultation, herunder hvorledes man havde vurderet hendes fremtidige behandlingsbehov. Der var således tale om videregivelse af helbredsoplysninger, som var modtaget i forbindelse med tandlægens faglige virksomhed, og som derfor skulle behandles fortroligt. Nævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke forelå særlige omstændigheder, som kunne begrunde, at oplysningerne undtagelsesvis kunne videregives på trods af deres fortrolige karakter. Nævnet fandt i den forbindelse efter en konkret vurdering, at hverken tandlæge A’s interesse i at få afklaret sit mellemværende med patienten, eller tandlæge B’s egen interesse i en korrekt fremstilling af deres faglige bedømmelse var så tungtvejende, at de klart oversteg hensynet til tillidsforholdet mellem patient og behandler. For så vidt angik hensynet til patienten selv lagde nævnet vægt på, at tandlæge A’s forespørgsel havde en sådan karakter, at det havde været muligt at indhente patientens stillingtagen til spørgsmålet om, hvorvidt der skulle ske en videregivelse af bestemte helbredsoplysninger.

 


 Til top

   
<< Tilbage