Layout
 
A A A

Behandling af barn med anfald samt spørgsmål om aktindsigt

Relevante love


Afgørelses type
Anonymiseret afgørelse

Sagsnummer: 9914518
Offentliggørelsesdato: 20. dec 1999
Faggruppe: Læger
Speciale: Neurologi
Juridisk tema: Aktindsigt i helbredsoplysninger
Information og samtykke

Resumé  |  Vis afgørelse


En 9-årig dreng blev i oktober 1997 indlagt på sygehus på mistanke om berørings-/smerteudløste anfald, som havde stået på i 1½ år. Behandling med antiepiletisk medicin havde været uden effekt. Anfaldene havde en varighed op til 45 minutter og blev udløst ved berøring, specielt af hovedet,og omfattede hurtig vejrtrækning (hyperventilation), øjendrejning, talevanskeligheder, stivhed, trækninger i arme og ben samt fald.
På grundlag af undersøgelser, herunder EEG-undersøgelse, diagnosticerede man under indlæggelsen en tilsyneladende primært generaliseret epilepsi, og drengen blev sat i behandling med Deprakine Retard. Endvidere fandt man, at han havde forskrækkelsesudløste anfald.
I februar 1998 begyndte drengen igen at få forskrækkelsesudløste anfald, og han blev sideløbende med behandlingen med Deprakine sat i behandling med Frisium. Ved ambulant kontrol den 7. april 1998 var han psykomotorisk mere langsom end tidligere, hvorfor behandlingen med Frisium ophørte. I perioden frem til november 1998 blev den medicinske behandling ændret flere gange under hensyntagen til de forekommende anfald og bivirkninger af behandlingen.
Forældrene modtog efter anmodning kopi af journalarkene, men var blevet bekendt med, at der også fandtes to breve i jjournalen
Der blev klaget over, at forældrene ikke fik fuld aktindsigt i drengens journal i henhold til deres anmodning herom.. Der blev endvidere klaget over, at der i november 1997 blev stillet en forkert diagnose, idet der ikke var belæg for at antage, at drengen var hjerneskadet, herunder at forældrene ikke blev informeret om overlægens antagelse om, at drengen havde en hjerneskade. Der blev endelig klaget over, at medicineringen af drengen ikke blev ændret på trods af, at han fik alvorlige bivirkninger såsom ligegyldighed, manglende interesse og sløvhed.


Patientklagenævnet fandt, at forældrene burde have fået aktindsigt i både journalkontinuationerne samt i bilagene i journalen. Nævnet oplyste, at blodprøvesvar, røntgenbeskrivelser m.v. samt øvrigt materiale, der befinder sig i journalen, er en del af patientens journal. En anmodning om aktindsigt i journalen indebærer som udgangspunkt, at der ved imødekommelse af anmodningen skal gives aktindsigt i alle bilagene i journalen.
Patientklagenævnet fandt på baggrund af de foreliggende oplysninger, at der er rimeligt belæg for en antagelse om, at drengen lider af mental retardering/hjerneskade. Nævnet lagde vægt på, at det er oplyst, at drengen var blevet behandlet for medfødt syfilis, som var konstateret i 4 års alderen, og at han i de første år af sit liv sandsynligvis har været udsat for manglende følelsesmæssig kontakt. Endvidere fremgik det, at drengen i tiltagende grad ikke var i stand til at følge undervisningen i skolen, som vurderede, at der var behov for specialundervisning. Nævnet lagde endvidere vægt på, at faderen ifølge journalen selv fandt, at drengen var bagud i sproglig og intellektuel udvikling, selvom forældrene ydede massiv indlæringsstøtte.
Patientklagenævnet fandt ikke anledning til at kritisere overlægen for ikke direkte at have informeret forældrene om, at det var hendes opfattelse, at drengen havde en hjerneskade. Nævnet lagde vægt på, at det af journalen fremgår, at forældrene har været til flere samtaler med overlægen omkring drengens tilstand. Selvom overlægen ikke direkte skulle have nævnt ordet hjerneskade, fremgår det af journalen, at man har talt om drengens hjerneskade, som kunne give indlæringsmæssige problemer i form af hukommelses- og koncentrationsproblemer, og at man var enige om, at det ikke som sådan kunne behandles. Endvidere lagde nævnet vægt på, at forældrene ifølge sagens oplysninger var bekendt med, at drengen var bagud i sin udvikling.
På baggrund af observeret krampeanfald den 24. oktober 1997 og påviste svære abnormiteter ved EEG-undersøgelse den 23. oktober 1997 fandt Patientklagenævnet, at der var tilstrækkeligt grundlag for at stille diagnosen epilepsi. Nævnet fandt endvidere, at behandlingen af drengens epilepsi var i overensstemmelse med almindelig praksis, hvad angik præparatvalg og dosering.

 


 Til top

   
<< Tilbage