Layout
 
A A A

Lægelig information og behandling efter fund af kræft

Relevante love

Afgørelses type
Anonymiseret afgørelse

Sagsnummer: 9914402
Offentliggørelsesdato: 20. dec 1999
Faggruppe: Læger
Speciale: Kirurgi
Juridisk tema: Information og samtykke

Resumé  |  Vis afgørelse


En 75-årig mand blev opereret på grund af vandladningsgener. Ved operationen fik den opererende overlæge mistanke om, at patienten tillige havde en ondartet udvikling i kirtelvævet. Få dage efter operationen blev det bekræftet, at patienten havde kræft i blærehalskirtlen.
På grund af smerter blev patienten tre måneder efter indgrebet røntgenundersøgt. Smerterne blev tolket som følger af betydelig slidgigt og afkalkning i lænderygraden, et let kileformet sammenfald af første lændehvirvel og en degeneration af fjerde båndskive i lænderygraden. Der blev endvidere fundet svagt udtalte forandringer i bækkenet samt tegn på, at der kunne være tale om udsæd fra kræftprocessen.
Overlægen undlod at informere patienten om fundene, dels på grund af patientens relativt høje alder, dels da overlægen vurderede, at patienten havde det godt. Patienten kom derfor ikke i behandling for sin lidelse de følgende måneder efter indgrebet.
Der blev klaget over, at overlægen ikke umiddelbart efter operationen informerede patienten om, at han led af kræft.
Der blev endvidere klaget over, at en behandling ikke blev iværksat senest nogle måneder efter det operative indgreb.

Nævnet fandt, at overlægen havde udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed, da han undlod at informere patienten om kræftlidelsen.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at patienten ikke havde givet udtryk for, at han ikke ville informeres løbende om sin sygdom.
Nævnet var således af den opfattelse, at den omstændighed, at patienten var 75 år gammel, og at han i øvrigt havde det godt, ikke i sig selv kunne begrunde, at overlægen undlod at informere ham om diagnosen umiddelbart efter operationen og om, hvilke behandlingsmuligheder han havde.
Nævnet fandt, at overlægen ikke havde udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved ikke at iværksætte en behandling senest nogle måneder efter indgrebet.
Nævnet kunne oplyse, at kastrationsbehandling af prostatakræft med metastaser alene havde smertestillende og midlertidig hæmmende indflydelse på yderligere sygdomsudvikling, men at behandlingen ikke var helbredende. Nævnet kunne endvidere oplyse, at der ikke var enighed om, på hvilket tidspunkt, det var mest hensigtsmæssigt at påbegynde en kastrationsbehandling, og at der ikke forelå dokumentation for, at en tidlig iværksættelse af behandling forlængede livet.
Nævnet lagde ved sin afgørelse vægt på, at patientens smerter i venstre side af bækkenet gradvist aftog i løbet af månederne efter operationen.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at patientens smerter var ukarakteristiske, og at patientens smerter fra højre lyske med udstråling til storetåen svandt efter indtagelse af én Pamol.
Nævnet fandt derfor, at patienten havde relativt beskedne tegn på spredning af kræften fra blærehalskirtlen til bækkenknoglerne, og at det ikke kunne kritiseres, at overlægen havde vurderet, at patientens smerter skyldtes de ved en røntgenundersøgelse påviste forandringer i ryggen.

 


 Til top

   
<< Tilbage