Layout
 
A A A

Klage over at den praktiserende læge forhalede udfærdigelsen af en lægeerklæring

Relevante love

Centralstyrelsesloven
Læger

Afgørelses type
Anonymiseret afgørelse

Sagsnummer: 0656510
Offentliggørelsesdato: 20. okt 2006
Faggruppe: Læger
Speciale: Almen medicin, incl. Vagtlæger
Juridisk tema: Lægeerklæringer

Resumé  |  Vis afgørelse


En 37-årig kvindes praktiserende læge blev i starten af september 2004 af kommunen anmodet om at udfærdige en lægeerklæring til brug for patientens pensionssag.

Den 7. december 2004 blev der udfærdiget den ønskede lægeerklæring, hvori det blev vurderet, at patienten havde behov for bistand til håndledsstøtter.

Den 7. januar 2005 udfærdigede lægen en supplerende lægeerklæring til kommunen, hvori hun omtalte, at patienten led af fibromyalgi, at hun var familiært disponeret for sukkersyge, at hun havde hypermobile led, samt at hun var overvægtig.

Der blev blandt klaget over, at lægen forhalede udfærdigelsen af en lægeerklæring til brug for en pensionssag, idet lægen i september 2004 blev anmodet om at udfærdige en erklæring, men at denne først blev udfærdiget den 7. januar 2005 efter at kommunens sagsbehandler havde rykket mange gange.


Nævnet fandtt grundlag for at kritisere lægen, idet nævnet oplyste, at det fremgår af Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 212 af 20. juni 1935 om almindelige regler, der skal iagttages ved afgivelse af lægeerklæringer § 8, stk. 3, at en læge er forpligtet til på begæring af en offentlig myndighed i det efter øjemedet fornødne omfang at afgive attest til offentlig brug om de lægelige iagttagelser, som han er i stand til at meddele oplysning om, vedrørende en af ham undersøgt eller behandlet person, der søger eller oppebærrer pension, understøttelse eller anden offentlig hjælp, herunder hjælp i henhold til forsikrings- og forsørgelseslovene.

Videre oplyste nævnet, at det af Sundhedsstyrelsens officielle meddelelse af 18. maj 2000 fremgår, at der ikke i reglerne er fastsat nogen egentlig tidsfrist for udfærdigelse af lægeerklæringer til offentlige myndigheder. I den generelle bestemmelse i bekendtgørelsens § 7 står blot, at lægens erklæring ikke må unødigt forhales efter stedfunden undersøgelse. I de sager, hvor lægen er forpligtet til at afgive erklæring, ligger lægen imidlertid allerede inde med de nødvendige oplysninger. Det er efter Sundhedsstyrelsens opfattelse ikke acceptabelt, at de offentlige myndigheder og ikke mindst patienterne skal vente unødigt længe på de lægelige oplysninger, som skal indgå i beslutningsgrundlaget vedrørende deres ansøgninger om offentlige ydelser, som det i nogen tilfælde sker.

Videre fremgår det, at når en læge modtager en anmodning fra en offentlig myndighed om udfærdigelse af en erklæring vedrørende en af lægens patienter til brug for myndighedens vurdering af, om og i givet fald i hvilket omfang den pågældende er berettiget til pension eller anden offentlig hjælp, bør lægens erklæring efter Sundhedsstyrelsens opfattelse fremsendes til den offentlige myndighed snarest belejligt og senest 8 uger efter at lægen har modtaget anmodningen. Såfremt der er en rimelig grund til, at dette ikke kan lade sig gøre, bør lægen snarest muligt gøre den rekvirerende myndighed opmærksom herpå med angivelse af, hvornår erklæringen kan forventes fremsendt, således at myndigheden kan vurdere, om man ønsker at afvente erklæringen, eller om man fx vil søge oplysningerne indhentet andetsteds fra eller revidere omfanget af anmodningen. Skyldes forsinkelsen, at lægen ikke inden for denne frist kan fremskaffe de fornødne oplysninger til at udfærdige en fyldestgørende erklæring, må lægen anmode myndigheden om at tage stilling til, om man ønsker en erklæring på det foreliggende grundlag med de forbehold, det indebærer, eller om myndigheden er indstillet på at afvente, at mere fyldestgørende oplysninger foreligger.

Det var nævnets opfattelse, at lægen forhalede afgivelsen af en lægeerklæring, idet der gik 4 måneder fra kommunens anmodning til erklæringen blev udfærdiget. Nævnet lagde herved vægt på at, lægen lå inde med de nødvendige oplysninger, således at hun ikke skulle foretage undersøgelser af patienten. Videre har nævnet lagt vægt på, at kommunen rykkede for at få den ønskede erklæring, samt at lægen ikke meddelte til kommunen, at hun på grund af problemer med edb-systemet ikke havde mulighed for på et tidligere tidspunkt at udfærdige erklæringen.


 Til top

   
<< Tilbage