Layout
 
A A A

Klage over at et vagtlægebesøg var forsinket

Relevante love

Centralstyrelsesloven
Læger

Afgørelses type
Anonymiseret afgørelse

Resumé: 0549005
Offentliggørelsesdato: 20. aug 2005
Faggruppe: Læger
Speciale: Almen medicin, incl. Vagtlæger
Juridisk tema: Ansvarsfordeling

Vis resumé  |  Afgørelse


Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere visiterende vagtlæge A og visiterende vagtlæge C for deres behandling af <****> den 6. marts 2004, jf. Lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge <****> for hans behandling af <****> den 4. marts 2004 i sin klinik, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere vagtlæge B for hans behandling af <****> den 7. marts 2004, jf. lægelovens § 6.


Hændelsesforløb

Den 4. marts 2004 henvendte <****> sig til praktiserende læge <****>. Han kom til lægehuset sammen med personale fra hans midlertidige opholdssted, ”<****>” i <****>. Læge <****> fandt at <****>s almene tilstand var dårlig og at almindelig tale gav vejrtrækningsbesvær, såkaldt taledyspnø. Læge <****> foretog en lytteundersøgelse af lungerne og konkluderede, at der var tale om genopblussen af bronkitis. En blodprøve viste samtidig ikke tegn på en bakteriel infektion. Efter aftale med <****> kontaktede lægen desuden sygehuset for at orientere dette om, at den almene tilstand aktuel var dårlig og en planlagt hofteoperation muligvis skulle udsættes.

Ud fra sygehistorien vurderede læge <****> endvidere, at <****> var i risiko for at udvikle abstinenser på grund af nylig indtagelse af store mængder alkohol. Det blev derfor aftalt med en sygeplejerske tilknyttet ”<****>”, at der med det samme skulle påbegyndes behandling af abstinenser, såfremt sådanne symptomer skulle opstå.

Lørdag den 6. marts 2004 kl. 20.45 ringede en pædagog fra opholdsstedet ”<****>” til Lægevagten for <****>. Visiterende vagtlæge A skrev i vagtlægenotatet, at <****> var misbruger af alkohol og stoffer, og at der var mistanke om, at <****> havde vand i lungerne (lungeødem).

Knap 2 timer senere, den 6. marts 2004 kl. 22.36 var vagtlæge A igen i kontakt med ”<****>”, der rykkede for besøg.

40 minutter senere, den 6. marts 2004 kl. 23.16 rykkede en medarbejder ved ”<****>” igen Lægevagten og talte med visiterende vagtlæge C. <****> var uændret skidt med besværet vejrtrækning, men vågen og klar. Visiterende vagtlæge C sendte en elektronisk rykker til den kørende vagtlæge B.

Søndag den 7. marts 2004 kl. 0.23 nåede praktiserende læge B frem til <****>, der var akut medtaget, gråbleg, klamtsvedende og havde symptomer på vand i lungerne. Vagtlægen foretog en behandling med ilt, indsprøjtning af vanddrivende medicin, smertestillende medicin og gav desuden et lægemiddel mod hjertekrampe. Vagtlæge B ledsagede derpå <****> til sygehuset.

Ved indlæggelse på medicinsk afsnit,<****>, blev det konstateret, at <****> havde dobbeltsidig lungebetændelse, og der blev påbegyndt behandling med antibiotika. En mistanke om samtidige hjerteproblemer blev afkræftet, efter at der blandt andet var foretaget en ultralydsundersøgelse af hjertet og foretaget laboratorieanalyser. <****> blev behandlet på intensiv afdeling, hvor han fik understøttende behandling af vejrtrækningsproblemerne. 12 dage efter indlæggelsen blev <****> udskrevet.


Klagen

Der er klaget over følgende:

1. At <****> ikke blev korrekt behandlet den 4. marts 2004 af læge <****>.

Det er herved anført, at han to dage senere fik store vejtrækningsproblemer og blev indlagt på intensiv afdeling.

2. At <****> ikke blev korrekt behandlet den 6. marts 2004 ved flere opkald til Lægevagten.

Det er herved anført, at vagtlægen ikke fandt grundlag for en nærmere undersøgelse og behandling blandt andet i betragtning af, at <****> var misbruger. Personalet på ”<****>” fandt dog alligevel behov for at ringe efter en ambulance, og <****> blev senere indlagt på intensiv afdeling. Det er videre anført, at vagtlægen burde have fundet grundlag for en akut udredning, da <****> havde store vejrtrækningsproblemer på tidspunktet for opkaldene til Lægevagten.

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt

Praktiserende læge <****> har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af <****> den 4. marts 2004 i sin klinik.

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 4. marts 2004 at <****> henvendte sig på lægehuset i <****> og blev undersøgt af praktiserende læge <****>. <****> var helbredssvækket efter et langvarige alkohol- og stofmisbrug, og han opholdt sig midlertidigt på en døgnbemandet institution, ”<****>”, hvor han til daglig gik med rollator. Personale fra ”<****>” ledsagede <****> ved konsultationsbesøget.

Det fremgår videre af journalen, at læge <****> fandt, at <****>s almene tilstand var dårlig, og at almindelig tale gav vejrtrækningsbesvær, såkaldt taledyspnø. Lægen foretog en objektiv undersøgelse af <****> og fandt ud af, at der var lungeproblemer. Undersøgelsen med stetoskop afslørede rallelyde nedadtil på begge lunger. En undersøgelse af lungerne ved hjælp af bankning på fingre (perkussion) var normal, da der ikke blev påvist nogen dæmpning. Læge <****> fandt således ikke tegn på lungebetændelse men foranstaltede, at der blev foretaget en blodprøveundersøgelse for infektion (kontrol af såkaldt C- reaktiv protein).

Det er videre noteret i journalen, at der ved konsultationen blev drøftet en planlagt indlæggelse på <****> den følgende dag med henblik på foretagelse af en hofteoperation. Efter aftale med <****> kontaktede læge <****> derfor sygehuset for at orientere dette om, at <****>s almen tilstand aktuel var dårlig. Ud fra sygehistorien vurderede læge <****> endvidere, at <****> var i risiko for at udvikle abstinenser, da han om natten havde drukket en flaske vodka. Det blev derfor aftalt med en sygeplejerske tilknyttet ”<****>”, at der straks skulle påbegyndes behandling af abstinenser, såfremt sådanne skulle opstå.

Praktiserende læge <****> har anført i sin udtalelse til sagen, at konsultationen primært drejede sig om, hvorvidt en forestående hofteoperation skulle udsættes i lyset af, at han i det foregående døgn havde drukket en flaske vodka samt om behovet for eventuel abstinensbehandling. Først mod slutningen af samtalen blev lægen gjort opmærksom på, at <****> var febril og havde hostet de sidste dage, ligesom han var forpustet, når han skulle tale (taledyspnøe).

Det er nævnets opfattelse, at lægen reagerede relevant på sygehistorien, eftersom han efter sædvanlig praksis foretog en nærmere lytteundersøgelse af lungerne og ikke fandt holdepunkter for unormale forhold, herunder lungebetændelse.

Det fremgår videre af journalen, at resultatet af blodprøven (CRP) heller ikke pegede på en bakteriel infektion, eksempelvis i form af lungebetændelse.

Praktiserende læge <****> har anført i sin udtalelse til sagen, at han antog at <****> havde en virus fremkaldt kronisk bronkitis på grund af rygning, da det fremgik af journalen, at der tidligere var ordineret medicin (Singulair) til behandling heraf. Han tolkede ud fra de foreliggende fund derfor symptomerne som en opblussen heraf.

Nævnet kan i den forbindelse oplyse, at de fleste tilfælde af opblussen af bronkitis skyldes virusinfektion, og antibiotisk behandling derfor ikke vil have nogen effekt.

Nævnet er herefter af den opfattelse, at læge <****>s lægefaglige skøn var velbegrundet, da der var normal lytteundersøgelse, og blodprøvesvaret i øvrigt talte imod en bakteriel infektion.

Nævnet finder på denne baggrund, at praktiserende læge <****> handlede i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af <****> den 4. marts 2004 i sin klinik.

Nævnets afgørelse af 2. klagepunkt

Visiterende vagtlæge A og visiterende vagtlæge C har overtrådt lægelovens § 6 ved deres behandling af <****> den 6. marts 2004.

Vagtlæge B har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af <****> den 7. marts 2004.

Begrundelse

Det fremgår af journalen, at visiterende vagtlæge A den 6. marts 2004 kl. 20.45 blev kontaktet af personalet på ”<****>”. Lægevagt A skrev i sit notat, at <****> var misbruger af alkohol og stoffer, samt at der var mistanke om udtalt grad af vand i lungerne. (lungeødem).

Det følger af journalen, at visiterende vagtlæge A to timer senere, kl. 22.36, modtog en rykker fra <****>. Vagtlægen beskrev ikke i notatet, hvorledes tilstanden havde udviklet sig i de forløbne to timer.

Nævnet kan oplyse, at akut udvikling af vand i lungerne (lungeødem) er en farlig og livstruende tilstand. Såfremt en kronisk svækket og misbruger rammes af denne tilstand er der en ekstra høj risiko for at udvikle akutte kredsløbssymptomer i forbindelse med for eksempel virusinfektioner.

Det er herefter nævnets opfattelse, at der ved vagtlæge As første kontakt med ”<****>” forelå en situation, hvor der var behov for en akut vurdering.

Nævnet finder det derfor kritisabelt, at <****> alene blev visiteret til et almindeligt besøg med en ventetid på op til flere timer, da vagtlæge A blev kontaktet den 6. marts 2004 kl. 20.45.

Nævnet er videre af den opfattelse, at det primære koordinationsansvar i en lægevagt er tillagt de telefonvisiterende læger. I situationer som i denne sag, hvor der efter to timer rykkes for besøg, er det derfor den visiterende vagtlæges ansvar som koordinator at undersøge, hvad der foregår, og hvorfor det ønskede besøg endnu ikke er aflagt, da den kørende vagtlæge under udøvelsen af hvervet kan komme ud for situationer, der hindrer denne i at handle som forventet af den visiterende vagtlæge.

Nævnet er således af den opfattelse, at visiterende vagtlæge A, som havde haft fornyet kontakt med personalet på ”<****>”, i den pågældende situation burde have gjort noget aktivt for at få sikkerhed for, at en formodning om snarligt besøg var korrekt.

Nævnet finder det derfor kritisabelt, at vagtlæge A undlod at sikre sig, at et besøg ville blive aflagt hurtigt, da der to timer senere blev rykket for sygebesøg. Senest på tidspunktet for denne første rykker var der et klart behov for, at <****> blev visiteret til en vurdering uden yderligere forsinkelse. Såfremt et hurtigt besøg ikke var muligt at arrangere, burde vagtlægen have indlagt <****> direkte per telefon.

Nævnet bemærker i øvrigt, at vagtlæge A kl. 22.36 udelukkende noterede i journalen, at der blev rykket for besøg klokken 22.36, men ikke nærmere beskrev, hvorledes <****> havde det.

Nævnet finder således, at vagtlæge A handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af <****> den 6. marts 2004.

I journalen er det videre noteret, at visiterende vagtlæge C den 6. marts 2004 kl. 23.16 modtog endnu en rykker for et besøg.

Vagtlæge C har anført i sin udtalelse til sagen, at hun talte med en personalerepræsentant og fik oplyst, at <****> havde det uændret skidt med besværet vejrtræning, men at han var vågen og klar, uden smerter og uden blålig misfarvning (cyanose).

Da vagtlæge C antog, at der ville gå meget kort tid, før den kørende vagtlæge nåede frem, nøjedes hun med i den elektroniske journal at meddele kørelægen, at der atter var rykket for et besøg. Vagtlæge C gjorde derudover ikke yderligere for at foranledige, at <****> ville få et besøg hurtigt.


Det er nævnets opfattelse med henvisning til ovennævnte om ansvarsfordelingen mellem visiterende og kørende vagtlæge, at vagtlæge C burde have taget direkte kontakt til kørende vagtlæge, da der i to omgange blev rykket for besøg, og det måtte anses for klart, at situationen efterhånden var lægefagligt uacceptabel, og et besøg åbenlyst var presserende.

Det er således nævnets opfattelse, at envejskommunikation ikke var acceptabelt, og vagtlæge C som alternativ til usikkerheden om den kørevagtlæges ankomst kunne have valgt at indlægge <****> direkte på sygehus med ambulance.

Det skal herved fremhæves, at nævnet finder, at elektronisk kommunikation og en telefonisk kontakt til den kørende læge i den aktuelle situation ikke kan sidestilles. Da en markering i form af rykker til en formentlig svært syg person ikke medførte reaktion fra den kørende læge, var det ikke tilstrækkeligt at gentage denne procedure. Det var nødvendigt at kontakte den kørende læge direkte (telefonisk) for at høre, hvad der foregik, og hvorfor et hurtigt besøg ikke blev aflagt trods anmodning herom.

Nævnet bemærker derudover, at en visiterende vagtlæge og en kørende vagtlæges tolkning af en skærmkommunikation kan være afvigende.

Nævnet finder på dette grundlag, at vagtlæge C handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af <****> den 6. marts 2004, da hun ikke sikrede en hurtig vurdering af <****>, da hun modtog oplysninger, som tydede på en tilstand, der krævede en hurtig vurdering.

Det følger af journalen, at kørende vagtlæge B først den 7. marts 2004 kl. 0.23 aflagde et sygebesøg hos <****>.

Det fremgår af journalen, at vagtlæge B ved sin objektive undersøgelse konstaterede, at <****> havde svært påvirket vejrtrækning og en akut ophobning af vand i lungerne. Vagtlæge B foretog derpå behandling med ilt, indsprøjtning af vanddrivende medicin, smertestillende medicin og gav desuden et lægemiddel mod hjertekrampe. Han fortsatte behandlingen under transporten til sygehuset.

Nævnet er på denne baggrund af den opfattelse, at vagtlæge Bs undersøgelse og behandling af <****> var relevant og udtryk for omhu og samvittighedsfuld.

Nævnet finder hermed, at vagtlæge B handlede i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af <****> den 7. marts 2004.


Lovgrundlag

Bekendtgørelse nr. 272 af 19. april 2001 af lov om udøvelse af lægegerning (lægeloven):

§ 6: En læge er under udøvelsen af sin gerning forpligtet til at vise omhu og samvittighedsfuldhed, herunder også ved økonomisk ordination af lægemidler, benyttelse af medhjælp m.v.

Bekendtgørelse nr. 790 af 10. september 2002 af lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. (centralstyrelsesloven):

§ 14: Patientklagenævnet kan give udtryk for sin opfattelse af sagen, herunder eventuelt fremsætte kritik over for den pågældende sundhedsperson, eller søge iværksat andre sanktioner.

§ 15, stk. 1: Patientklagenævnet behandler klager over de ved særlig lovgivning autoriserede sundhedspersoner inden for sundhedsvæsenet, jf. dog stk. 2 og 3.


 Til top

   
<< Tilbage