Layout
 
A A A

Klage over tvangsfikseringer og indgivelse af beroligende injektion

Relevante love

Tvang i psykiatrien

Afgørelses type
Anonymiseret afgørelse

Sagsnummer: 0343102
Offentliggørelsesdato: 20. dec 2003
Faggruppe: Læger
Speciale: Psykiatri
Juridisk tema: Ankesag

Resumé  |  Vis afgørelse


En 38-årig mand havde gennem mange år har haft et misbrug af alkohol samt hash. Han havde ikke tidligere været psykiatrisk hospitaliseret, men havde gennem et halvt år været i behandling med lykkepiller. Den 10. maj 2003 blev han aktuelt indbragt af politiet til skadestuen, hvorfra han kl. 2. blev tvangsindlagt på farekriteriet. Gennem den forudgående uge havde der været episoder, hvor patienten havde udgivet sig for at være og underskrevet sig som en kendt person. Den indlæggende læge fandt, at patienten under samtalen på skadestuen fuldstændig syntes at have mistet grebet om virkeligheden og ikke kunne se konsekvensen af sine gøremål. Han var verbalt aggressiv, truede med igen at stikke af og efterspurgte ”stærke mænd”, der kunne holde ham. Kl. 2.15 blev han tilbudt beroligende medicin i form af Alopam og Nozinan, som han indtog, men som havde ringe effekt. Efterfølgende var han fortsat verbalt truende, devaluerende og grænsesøgende, forlangte sig udskrevet og stillede sig foran vinduet. Han blev opfordret til at lægge sig, hvilket han afviste. Da han fortsat var verbalt aggressiv, truede med at stikke af samt udtænkte overvejelser om at tage personalet som gidsel, besluttede vagthavende læge efter konference med bagvagten, at patienten skulle bæltefikseres. Dette skete kl. 3. og samtidig blev der givet beroligende medicin i form af injektion Nozinan og Stesolid, hvorefter patienten efterfølgende faldt til ro. Den efterfølgende dag blev patienten løsnet af bæltet i forbindelse med toiletbesøg og var i den forbindelse højtråbende og devaluerende overfor personalet. Bæltefikseringen blev bragt til ophør dagen efter.

Den 12. maj 2003 var patienten vurderet fortsat psykotisk. Diagnostisk blev det vurderet, at der var tale om en stofudløst psykose med manioformt præg, og der blev ordineret antipsykotisk behandling med tablet Zyprexa samt fortsat beroligende medicin i form af tablet Nozinan og tablet Alopam. Senere samme dag omkring kl. 13 aktiverede han røgalarmen på sin stue og angav efterfølgende, at han gjorde det som en form for provokation. Kl. 14.45 blev det konstateret, at han havde forladt afdelingen gennem vinduet på sin stue, som han havde brudt op. Han havde endvidere brudt et skab op og med en tush overmalet væggene.

Patienten blev dagen efter bragt tilbage til afdelingen af politiet. Han truede med at overmale væggene, forsøgte at rive ting ud af væggene og forsøgte at skubbe sengen ud af vinduet. Han fremtrådte forstyrret i kontakten, havde springende tankegang, var udadprojicerende og devaluerende og fandtes psykotisk. De efterfølgende uger blev han tiltagende opkørt og psykomotorisk urolig. Han blev tilbudt beroligende medicin men ønskede ikke dette. Da han ønskede udskrivelse men blev nægtet dette, truede han med at smadre vinduerne med en stor standerlampe, som han holdt fast i og ikke ville stille fra sig. Det var ikke muligt for personalet at korrigere ham, og da han fortsat fremtrådte truende med lampen, blev politiet tilkaldt, og der blev truffet beslutning om fornyet bæltefiksering. I forbindelse hermed blev patienten svært udadreagerende, slog og sparkede ud efter de omkringværende.

Patienten blev således bæltefikseret kl.12.50 og umiddelbart herefter, kl. 12.55, blev der anlagt to håndremme og to fodremme. Samtidig blev der givet beroligende medicin med tvang i form af injektion Nozinan samt Stesolid. To timer senere blev begge håndremme samt den ene fodrem løsnet. Patienten var efterfølgende det meste af eftermiddagen urolig og råbende og faldt først til ro omkring kl. 22. I nattens løb blev fodremmen flere gange skiftet mellem højre og venstre fod, og næste morgen var han på ny svært agiteret, kommanderende, truende og devaluerende. Det lykkedes ham at kaste en stol mod fjernsynet, ligesom han smed rundt med et askebæger. Han fik herefter tilbudt beroligende medicin i form af Rivotril, som han tog frivilligt, hvorefter han faldt i søvn. Da han atter vågnede omkring kl. 12.30, var han agiteret, irritabel, vredladen og aggressiv og fremførte verbale trusler på livet overfor plejepersonalet, hvorefter han kastede en kolbe efter personalet. Da det ikke var muligt at indgå holdbare aftaler med ham, blev tvangsfikseringen med såvel bælte som en fodrem opretholdt.

Den 15. maj 2003 var patienten igen truende overfor personalet og angav, at såfremt han ikke fik sine ”lykkepiller” nu, ville dét, de havde oplevet med ham tidligere, være det rene vand i forhold til, hvad der nu ville ske. Kl. 20.30 blev fodremmen løsnet. Ved stuegang den 17. maj 2003 blev patienten tiltagende aggressiv, resulterende i, at han dels afførte sig sit tøj og smed det hen ad gulvet og smed læge og personale ud af lokalet. Den 18. maj 2003 var det i højere grad muligt at indgå aftaler med patienten, og han blev således løsnet af bæltet i en time for at tage bad og motionere samt senere på dagen i tre kvarter i forbindelse med besøg af kæresten. Den 19. maj 2003 kl. 10.30 blev det vurderet forsvarligt at ophæve tvangsfikseringen.

Kl. 17.55 samme dag blev patienten på ny bæltefikseret i forlængelse af, at han blev tiltagende motorisk urolig, truede med at forlade afdelingen og truede med, at ingen skulle stå ham i vejen. Denne tvangsfiksering blev bragt til ophør dagen efter. Den 22. maj 2003, absenterede patienten sig atter fra afdelingen og blev få timer senere bragt tilbage af politiet. Efterfølgende var patienten igen bæltefikseret fra den 23. til den 25. maj 2003. Disse to sidstnævnte tvangsindgreb er ikke omfattet af aktuelle klage.

Patienten klagede over beslutningen om tvangsfiksering den 10. og den 13. maj 2003 og indgivelse af beroligende medicin den 10. og 13. maj 2003 til Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn, som den 27. maj 2003. godkendte beslutningerne om tvangsfiksering og indgivelse af beroligende medicin.

Tvangsfikseringen den 10. maj 2003:

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at betingelserne for tvangsfikseringen var opfyldt, idet der var en nærliggende fare for, at patienten selv eller andre ville lide skade på legeme eller helbred. Nævnet har lagt vægt på, at patienten var verbalt aggressiv, truede med at stikke af og truede med at tage personalemedlemmer som gidsel. Nævnet fandt endvidere, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning og lagde vægt på, at patienten af personalet flere gange men uden held blev opfordret til at gå i seng, og at han forud for bæltefikseringen to gange blev givet beroligende medicin med ringe effekt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt endvidere, at udstrækningen af tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning og lagde vægt på, at patienten under tvangsfikseringen løbende blev tilset af personalet, som vedvarende søgte at indgå aftaler med ham med det formål at bringe tvangsfikseringen til ophør hurtigst muligt. Først den 11. maj 2003 blev det vurderet muligt at indgå en bæredygtig aftale med ham om, at han ville kunne forholde sig roligt i afdelingen, hvorefter tvangsfikseringen blev bragt til ophør kl. 10.15.

Indgivelse af beroligende medicin den 10. maj 2003

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn oplyste, at det af Psykiatrilovens § 1, stk. 2, fremgår, at der ved tvang forstås anvendelse af foranstaltninger, som patienten modsætter sig. Af bemærkningerne til loven fremgår det, at en foranstaltning anses for frivillig, hvis patienten udtrykkeligt samtykker, uanset at patienten ikke besidder den fornødne habilitet til, at samtykket i andre retlige sammenhænge ville blive accepteret som gyldigt. Det fremgår videre, at frivillighedsbegrebet dog rækker videre, idet en foranstaltning også anses for frivillig – eller rettere ikke-tvungen – hvis patienten hverken verbalt eller i sin adfærd protesterer mod foranstaltningen, men for eksempel forholder sig passiv.

Af lægeerklæringen fremgik, at den beroligende medicin den 10. maj 2003 blev givet ved tvang. Det fremgik hverken af journalen eller af sygeplejekardex, at den beroligende injektion blev givet ved tvang, ligesom der heller ikke blev udfyldt tvangsprotokol herom. Af sygeplejekardex fremgik derimod, at patienten selv bad om mere medicin og modtog den beroligende medicin frivilligt. Af overlægens udtalelse til sagen fremgik det, at den sygeplejerske, der gav injektionen fastholder, at denne blev givet frivilligt og efter ønske fra patienten.

Nævnet fandt herefter ikke grundlag for at antage, at den beroligende indsprøjtning den 10. maj 2003 blev givet ved tvang.


Tvangsfiksering den 13. maj 2003:
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at betingelserne for tvangsfiksering var opfyldt, idet der var en nærliggende fare for, at patienten selv eller andre ville lide skade på legeme eller helbred. Nævnet lagde vægt på, at han i perioden op til tvangsfikseringen var blevet tiltagende opkørt og psykomotorisk urolig, truende, råbende og befalende. Personalet i afdelingen kunne ikke tale ham til ro, og først da politi var tilkaldt, lykkedes det at bringe ham til stuen, hvor han atter blev udadreagerende og truende, idet han slog og sparkede ud efter alt og alle. Nævnet fandt endvidere, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning og lagde vægt på, at man forinden fiksering med bælte forgæves havde forsøgt at berolige patienten ved at føre ham til sin stue, og tilbudt ham beroligende medicin uden tilstrækkelig effekt. Nævnet fandt endvidere, at anlæggelsen af hånd- og fodremme initialt var i overensstemmelse med kravet om mindst indgribende foranstaltning, idet han slog voldsomt ud og sparkede efter personalet. Ca. 2 timer senere blev begge håndremme og den ene fodrem løsnet, mens den sidste fodrem blev løsnet den 16. maj 2003. Under hele perioden blev der vekslet mellem anlæggelse af fodrem på højre og venstre fod.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt endvidere, at udstrækningen af tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning og lagde vægt på, at patienten var bæltefikseret fra den 13. maj kl. 12.50 til den 19. maj 2003 kl. 10.30, det vil sige næsten 6 døgn, og at det i denne periode løbende og dagligt blev vurderet, om indikationen for tvangsfiksering fortsat var til stede, ligesom hånd- og fodremme successivt blev løsnet, efterhånden som hans tilstand blev bedre.

Nævnet lagde således vægt på, at patienten den 14. maj 2003 smed rundt med et askebæger, kastede en stol mod fjernsynet og senere en urinkolbe efter personalet, og at det med baggrund i hans urolige, agiterede og aggressive tilstand ikke var muligt at indgå bæredygtige aftaler med ham, hvorfor tvangsfiksering med bælte og én fodrem blev opretholdt. Dagen efter var patienten fortsat truende overfor personalet, latent aggressiv, usamlet og ikke korrigerbar. Den 16. maj 2003 havde han storhedsforestillinger, var devaluerende over for personalet og havde kastet en toilettaske mod døren, ligesom han kun magtede kontakt i 10 minutter, hvorefter han blev vred og udskældende. Den 17. maj 2003 blev han under en samtale mere og mere aggressiv og kylede til sidst sit tøj hen af gulvet. Den 18. maj 2003 var han lidt mere hurtigkørende og springende i tankegangen. Den 19. maj 2003 blev han kl. 10.30 løsnet af bæltet, da det her blev vurderet, at det var muligt at indgå en aftale med ham. Under mødet i Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn anførte overlægen, at han under hele fikseringen var truende.

Indgivelse af beroligende medicin den 13. maj 2003

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at betingelserne for at indgive beroligende medicin den 13. maj 2003 var opfyldt, idet det var nødvendigt at bringe patienten til ro med henblik på bedring af hans tilstand. Nævnet lagde vægt på, at patienten var voldsomt opkørt og urolig. Nævnet fandt endvidere, at indgivelsen af beroligende medicin opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning og lagde vægt på, at patienten forinden var søgt skærmet af personalet og tilbudt beroligende medicin, som imidlertid ikke havde tilstrækkelig effekt. Yderligere beroligende medicin blev givet i den hensigt at bringe ovennævnte tvangsfiksering til ophør hurtigst muligt.


 Til top

   
<< Tilbage