Layout
 
A A A

Klage over manglende diagnosticering af blærekræft

Relevante love

Centralstyrelsesloven
Læger

Afgørelses type
Anonymiseret afgørelse

Sagsnummer: 0341217
Offentliggørelsesdato: 20. dec 2003
Faggruppe: Læger
Speciale: Almen medicin, incl. Vagtlæger

Resumé  |  Vis afgørelse


I april 1999 henvendte en 66-årig kvinde sig til sin praktiserende læge på grund af fornemmelse af manglende blæretømning efter vandladning. En undersøgelse af hendes urin viste let reaktion for blod. I januar 2001 henvendte patienten sig på grund af hyppig vandladning, hvor en undersøgelse af urinen atter viste spor af blod, hvorfor han ordinerede antibiotisk behandling mod urinvejsinfektion. I august 2001 foretog lægens kollega en undersøgelse af patienten og fandt ligeledes spor af blod i urinen. Den følgende dyrkning af urinen viste ingen vækst af bakterier.

I slutningen af august 2001 henvendte patienten sig igen på grund af natlig vandladning hver anden time. Lægen henviste hende herefter til en gynækolog. I december 2001 henvendte patienten sig telefonisk til lægen, idet hun nu desuden ikke kunne holde på afføringen. Det blev aftalt at afvente kontrol hos gynækologen den 3. januar 2002. Efterfølgende undersøgelser på et sygehus viste tegn på blærekræft, og i juni 2002 viste en kikkertundersøgelse af blæren en tumor, som blev fjernet ved et operativt indgreb i juli 2002. I september 2002 blev der foretaget fornyet operation, hvorved blæren blev fjernet og en kunstig blære af et tarmstykke blev etableret.


Der blev klaget over, at lægen i perioden fra den 21. april 1999 til den 18. december 2001 ikke foranledigede tilstrækkelige undersøgelser foretaget, da der blev konstateret blod i patientens vandladning.

Nævnet fandt grundlag for at kritisere den praktiserende læges behandling af patienten den 25. januar 2001.

Den 21. april 1999 havde patienten haft kortvarig fornemmelse af manglende tømning af blæren ved vandladning, og en undersøgelse af urinen viste let reaktion for blod. Ifølge lægen anmodede han patienten om at komme med ny urinprøve, hvilket dog ikke skete. Ifølge klager henvendte patienten sig umiddelbart efter konsultationen med en ny urinprøve og afleverede denne til lægens sekretær og fik at vide, at der var fundet lidt blod i urinen, hvilket dog ikke betød noget. Der forelå således modstridende oplysninger fra klager og lægen. Der forelå ikke yderligere oplysninger i sagen, der kunne understøtte den ene forklaring frem for den anden, hvorefter tvivlen kom den indklagede til gode.

Det fremgik af journalen, at patienten herefter på grund af andre symptomer den 19. november 1999 henvendte sig til lægen, som blandt andet undersøgte hendes kolesteroltal. Det fremgår endvidere, at patienten den 25. januar 2001 klagede over hyppig vandladning, og at en undersøgelse af urinen viste kraftig reaktion for blod, men i øvrigt normale forhold, herunder ikke tegn på infektion. Lægen ordinerede dog alligevel antibiotisk behandling på grund af mistanke om blærebetændelse som årsag til symptomerne. Ifølge lægens udtalelse til sagen anmoder han sædvanligvis patienter om at henvende sig med en ny urinprøve, hvis den antibiotiske behandling er uden effekt. Idet patienten ikke henvendte sig på ny, formodede han, at der havde været tale om en urinsvejsinfektion, og at behandlingen havde været effektiv.

Nævnet oplyste, at det, i situationer med vandladningsklager og påvisning af blod i urinen flere gange, som ikke umiddelbart kunne forklares som forårsaget af infektion eller anden lidelse i urinveje, var normalt at iværksætte udredning med henblik på vurdering af andre årsager og især med henblik på kræftlidelser i blære og urinveje. Nævnet fandt, at lægen i en situation med gentagen og øget blodtilblanding i urinen og uden tegn på infektion burde have sikret opfølgning med henblik på diagnostik af årsagen, eksempelvis ved en aftale om kontrolundersøgelse.


 Til top

   
<< Tilbage