Layout
 
A A A

Klage over tvangsbehandling

Relevante love

Tvang i psykiatrien

Afgørelses type
Anonymiseret afgørelse

Sagsnummer: 0234605
Offentliggørelsesdato: 20. nov 2003
Faggruppe: Læger
Speciale: Psykiatri
Juridisk tema: Ankesag

Resumé  |  Vis afgørelse


En 37-årig mand blev i april 2002 tvangsindlagt på grund af vrangforestillinger og tankeforstyrrelser, ringe kontakt til omgivelserne og isolationstendens. Lægerne fandt hans tilstand forenelig med diagnosen paranoid skizofreni. I maj 2002 tilbød lægerne patienten behandling med det antipsykotiske præparat Zeldox, hvilket han dog afslog. 3 dage senere blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med tablet/mikstur Cisordinol eller injektion Cisordinol. Lægerne tolkede patientens tilkendegivelser som en klage over beslutningen om tvangsmedicineringen og klagen blev tillagt opsættende virkning.

Klagen blev herefter behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn, som godkendte beslutningen om tvangsmedicinering.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at patienten var sindssyg, og at det havde været uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig bedring af hans tilstand ellers var blevet væsentlig forringet. Nævnet lagde vægt på, at patientens tilstand var præget af forfølgelsesforestillinger, kropslige vrangforestillinger, tankeforstyrrelser og isolationstendens.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt imidlertid, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning, da man fra afdelingens side ikke i tilstrækkeligt omfang havde forsøgt at motivere patienten til frivillig behandling med antipsykotisk medicin, før beslutningen om tvangsmedicinering blev taget. Nævnet lagde vægt på, at patienten ifølge journalen kun blev motiveret for frivillig behandling i form af et konkret tilbudt om et antipsykotisk præparat i 3 dage, før beslutningen om tvangsbehandling blev truffet. Efter det til sagen oplyste, havde patienten ikke været væsentlig aggressiv eller væsentlig forpint i dette tidsrum. Nævnet lagde endvidere vægt på, at det ikke fremgik af sagens oplysninger, at det havde været umuligt på sigt at overtale patienten til frivillig behandling.

Det var nævnets opfattelse, at betænkningstiden regnes fra det tidspunkt, hvor patienten blev gjort bekendt med, at lægen anbefalede et konkret behandlingstilbud. Betingelserne for tvangsbehandling var således i foreliggende tilfælde ikke opfyldt på det tidspunkt, hvor beslutningen om tvangsbehandling blev truffet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrede herefter den afgørelse, der blev truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn, idet Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at beslutningen om tvangsmedicinering ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.


 Til top

   
<< Tilbage