Layout
 
A A A

Klage over tvangsmedicinering med antipsykotisk medicin i depotform

Relevante love

Afgørelses type
Anonymiseret afgørelse

Sagsnummer: 0128104
Offentliggørelsesdato: 20. dec 2001
Faggruppe: Læger
Speciale: Psykiatri
Juridisk tema: Ankesag

Resumé  |  Vis afgørelse


En 42-årig kvinde havde i gennem mange år lidt af spaltningssindssygdom med vrangforestillinger (paranoid skizofreni ), og hun havde af den grund igennem de sidste 20 år adskillige gange været indlagt på psykiatriske afdelinger. Under indlæggelserne synes patientens tilstand at være bedret under medicinsk behandling med bl.a. Trilafon i depotform.

Patienten var imidlertid gentagne gange på grund af sin manglende sygdomserkendelse og manglende indsigt i eget behandlingsbehov, ophørt med den nødvendige behandling med antipsykotisk medicin. Dette havde medført en forværring i hendes tilstand og efterfølgende genindlæggelser på psykiatrisk afdeling.
Ved den aktuelle indlæggelse var patienten svært produktivt psykotisk, præget af hallucinationer på såvel høre- som følesansen. Hun havde bizarre vrangforestillinger og tvangshandlinger i forbindelse med følelsen af, at ?navne? blev kastet på hende af ukendte personer, ligesom hun også følte, at personer blev kastet efter hende og ramte hende i nakken.

Fra indlæggelsen var patienten forsøgt motiveret for behandling med antipsykotisk medicin tabletter Trilafon. Hun ville imidlertid kun acceptere behandling med medicin i utilstrækkelige doser til, at det kunne have effekt på hendes tilstand, og efter ca. en måned blev der truffet beslutning om tvangsbehandling af hende med injektioner Trilafon dekanoat 108 mg givet med 1 – 2 ugers mellemrum afhængig af effekt og bivirkninger.

Patienten ønskede på daværende tidspunkt ikke at klage over den trufne beslutning om tvangsbehandling, som derefter blev iværksat samme dag.

Selvom patienten i den efterfølgende behandlingsperiode stadig var præget af produktive psykotiske symptomer i form af hørelseshallucinationer og vrangforestillinger, samt fortsat var uden sygdomserkendelse og uden indsigt i eget behandlingsbehov, skete der en vis stabilisering af hendes psykiske tilstand. Det var således muligt for patienten flere gange ugentligt at tage på hjemmebesøg hos tidligere ægtefælle og børn, hvorimod det ikke var muligt for hende at blive udskrevet til egen bolig.

Efter 7 måneder klagede patienten over den trufne beslutning om tvangsbehandling til Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn. Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningen om tvangsbehandling, hvorefter afgørelsen af patienten blev anket til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.


Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at betingelserne for tvangsmedicineringen var opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt desuden, at behandlingen med Trilafon i depotform udfra en konkret vurdering opfyldte kravet om mindst indgribende behandlingsform på det tidspunkt, hvor beslutningen herom blev truffet.


 Til top

   
<< Tilbage