Layout
 
A A A

Klage over fejlagtig behandling af brud på rygsøjlen (ustabilt brud)

Relevante love


Afgørelses type
Anonymiseret afgørelse

Resumé: 0127216
Offentliggørelsesdato: 20. mar 2002
Faggruppe: Læger
Speciale: Neurokirurgi
Neurologi
Juridisk tema: Ansvarsfordeling

Vis resumé  |  Afgørelse


1. reservelæge A har overtrådt lægelovens § 6, fordi hun ikke har været tilstrækkelig omhyggelig og samvittighedsfuld ved hendes behandling af <****> den 17. marts 2000 på sygehus C.

Det skal desuden indskærpes overfor 1. reservelæge A at vise større omhu i sit fremtidige virke.

Overlæge A har overtrådt lægelovens § 6, fordi overlægen ikke har været tilstrækkelig omhyggelig og samvittighedsfuld ved sin behandling af <****> den 20. marts 2000 på sygehus C.

Det skal desuden indskærpes overfor overlæge A at vise større omhu i sit fremtidige virke.

Overlæge B har overtrådt lægelovens § 6, fordi han ikke har været tilstrækkelig omhyggelig og samvittighedsfuld ved hans behandling af <****> den 20. marts 2000 på sygehus C.

Det skal desuden indskærpes overfor overlæge B at vise større omhu i sit fremtidige virke.

Overlæge C har overtrådt lægelovens § 6, fordi han ikke har været tilstrækkelig omhyggelig og samvittighedsfuld ved sin behandling af <****> den 21. marts 2000 på ortopædkirurgisk afdeling, sygehus D.

De øvrige læger på ortopædkirurgisk afdeling, sygehus D, der var involveret i behandlingen af <****> i perioden fra den 20. til den 23 marts har ikke overtrådt lægeloven.

 


<****>, der var 35 år, blev den 17. marts 2000 indlagt på sygehus A, hvorfra han blev overflyttet til sygehus B og videre til sygehus C, på grund af faldende bevidsthedsniveau efter et voldsomt biluheld, hvor han blev slynget ud af bilen.

Ved indlæggelsen på sygehus C, blev <****> undersøgt af 1. reservelæge A, der fandt <****> orienteret i tid, sted og egne data, men klagende over smerter i ryggen.

Der blev den 17. marts 2000 foretaget røntgenundersøgelse af hele hvirvelsøjlen, og 1. reservelæge A konkluderede, at bruddet i rygsøjlen var stabilt og skulle behandles konservativt, det vil sige uden operative indgreb.

Ved morgenkonference på <****> afdeling den 20. marts 2000, hvor blandt andre overlæge A deltog, blev denne konklusion accepteret.

Den 20. marts 2000 foranstaltede overlæge B, at <****> blev overflyttet til ortopædkirurgisk afdeling, sygehus D, til genoptræning.

Reservelæge B, ortopædkirurgisk afdeling, sygehus D, undersøgte <****> ved indlæggelsen den 20. marts 2000 og igen den 21. marts 2000 kl. 6.00 på grund af smerter i begge ben opstået i forbindelse med afføring.

Senere den 21. marts 2000 blev <****> undersøgt af overlæge D, der på baggrund af undersøgelsen ordinerede neurologisk tilsyn, som blev foretaget samme dag af overlæge C.

Ved det neurologiske tilsyn den 21. marts 2000 fandt overlæge C, at de nævnte fund var smertebetingede.

Den 23. marts 2000 havde <****> udviklet lammelser af begge ben og manglende følesans fra navlen og ned i begge ben.

På denne baggrund blev <****> den 23. marts 2000 overflyttet akut til sygehus B, hvor der blev foretaget en MR-scanning, der viste en forskydning svarende til bruddet mellem 11. og 12. brysthvirvel og svær påvirkning af rygmarv i rygmarvskanalen, hvorefter <****> samme dag blev overflyttet til sygehus C, hvor han blev akut opereret. Der blev fundet en fuldstændig bristning af hele ledbåndapparatet mellem 11. og 12. ryghvirvel. Bruddet blev sat i en acceptabel stilling, og blev fikseret med skruer i de tre nederste ryghvirvler og øverste lændehvirvel.

Efter operationen var der fortsat total lammelse (paralyse) af begge ben, mens følsomheden syntes bedret oppefra. Den 10. april 2000 blev <****> overflyttet til sygehus E til videre genoptræning.

Der er for så vidt angår behandlingen på sygehus C, klaget over følgende:

1. at <****> ikke fik foretaget tilstrækkelige undersøgelser, herunder at han ikke fik foretaget en MR-scanning.

2. at lægerne ikke foretog en korrekt vurdering af <****>s brud, idet man bedømte det til at være stabilt.

3. at <****> ikke blev undersøgt i tilstrækkeligt omfang, før han blev overført til sygehus D.

4. at <****> blev overført til sygehus D, hvor der – efter klagerens oplysninger - ikke er fornøden neurologisk ekspertise til at behandle <****> korrekt.

For så vidt angår behandlingen på sygehus D:

1. at <****> ikke i rette tid modtog den korrekte behandling.

Klageren har fremsat den opfattelse, at <****>s tilstand i dag ville have været bedre, hvis operationen af ryggen havde været foretaget et eller to døgn tidligere.

For så vidt angår klagerne over undersøgelsen og behandlingen i perioden fra den 17. til den 20. marts 2000 på sygehus C, har nævnet ved afgørelsen lagt vægt på, at <****> ved ankomsten til <****> den 17. marts 2000 blev undersøgt af 1. reservelæge A, der ved den objektive undersøgelse fandt ømhed svarende til cirka 12. brysthvirvel, og der blev konstateret ømhed på overgangen mellem ryg- og lændehvirvelsøjlen. Der blev ikke fundet tegn på lammelser eller føleforstyrrelse af benene, og der blev fundet normale neurologiske forhold.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at der samme dag blev foretaget en røntgenundersøgelse af hele hvirvelsøjlen, der blev beskrevet som visende et brud af 12. brysthvirvel og 1. lændehvirvel, samt muligvis også brud på 11. brysthvirvel. Desuden blev der beskrevet et brud på 11. og 12. ribben på venstre side.

Det er nævnets opfattelse, at en gennemgang af disse røntgenbilleder viser en glidning af 11. brysthvirvel i forhold til 12. brysthvirvel, og at der næsten ingen kontakt er mellem styreledene på de to hvirvler, ligesom der er øget afstand mellem hvirvelbuernes udspring (pediklerne) på de to hvirvler.

Videre har nævnet derfor lagt vægt på, at der således allerede den 17. marts 2000 var billedmæssige forandringer, der tydede på, at bruddet ikke var stabilt.

Tillige har nævnet lagt vægt på, at det i beskrivelse af røntgenundersøgelsen fremgår, at denne ikke var optimal (suboptimal), hvorfor røntgenlægen anbefalede, at blev foretaget en supplerende CT scanning af området.

Nævnet kan oplyse, at det ofte er svært at vurdere stabiliteten på et almindeligt (konventionelt) røntgenbillede.

Nævnet finder, at der burde have været skærpet mistanke om et svært brud, da der forelå oplysninger om, at <****> den 16. marts 2000 havde været udsat for en voldsom ydre skade (højenergi traume).

Endelig har nævnet lagt vægt på, at 1. reservelæge A på trods af ovenstående bedømte bruddet som stabilt og ikke foranstaltede supplerende undersøgelser foretaget, men vurderede, at den videre behandling skulle bestå i smertebehandling og mobilisering så vidt smerterne tillod dette.

Nævnet finder videre, at 1. reservelæge A burde have foranstaltet sengeleje af <****> indtil der var foretaget en ekspertvurdering, såfremt hun ikke havde tilstrækkelig ekspertise til vurdere røntgenbillederne. Det fremgår hverken af journalnotater eller af 1. reservelæge As redegørelse, at det blev foretaget sådanne foranstaltninger.

Sammenfattende finder Patientklagenævnet således, at 1. reservelæge A ved sin undersøgelse og behandling af <****> den 17. marts 2000 har handlet væsentlig under normen for almindelig anerkendt faglig standard, idet hun traf sin beslutning på et utilstrækkeligt grundlag, da hun ikke fulgte røntgenlægens råd om en supplerende CT-scanning.

Nævnet har ved afgørelsen endvidere lagt vægt på, at det fremgår af udtalelse fra overlæge B, at forløbet omkring <****> blev forelagt ved morgenkonferencen den 20. marts 2000, ligesom de ovenfor omtalte røntgenbilleder blev demonstreret, og at der på denne baggrund var enighed blandt de deltagende læger om, at bruddet var stabilt.

Videre har nævnet lagt vægt på, at overlæge A har oplyst, at morgenkonferencen ledes af overlæge A.

Patientklagenævnet finder på denne baggrund, at overlæge A har handlet væsentligt under normen for almindelig anerkendt faglig standard, idet nævnet finder, at overlægen ikke mindst i lyset af, at der forelå oplysninger om en voldsom ydre skade ved gennemgangen af billederne enten burde have set, at bruddet var instabilt på den foretagne røntgenundersøgelse, eller have foranstaltet, at den foreslåede CT-scanning blev foretaget.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at overlæge B ifølge journalen den 20. marts 2000 fandt, at <****> havde et stabilt brud og ingen neurologiske udfald, hvorfor han gennemførte beslutningen truffet ved morgenkonferencen den 20. marts 2000 og overflyttede <****> til sygehus D.

Videre har nævnet lagt vægt på, at overlæge B deltog i morgenkonferencen og således havde et kendskab til <****>s sygehistorie forud for undersøgelsen.

Patientklagenævnet finder på den baggrund, at overlæge B har handlet væsentligt under normen for almindelig anerkendt faglig standard, idet han i forbindelse med undersøgelsen forud for overflytningen havde konkret anledning til på ny at overveje henstillingen fra røntgenlægerne om supplerende undersøgelser, eller til at bemærke røntgenlægernes angivelse af, at billederne var suboptimale, hvorfor der blev anbefalet supplerende CT-skanning.

For så vidt angår klagen over behandlingen på sygehus D har nævnet ved afgørelsen lagt vægt på, at reservelæge B, ortopædkirurgisk afdeling, modtog <****> som vagthavende læge den 20. marts 2000 om eftermiddagen, hvor <****> blev overflyttet til sygehus D, ifølge oplysningerne i den fra sygehus C medfølgende journal til videre behandling for et stabilt brud på ryghvirvelsøjlen.

Endvidere har nævnet ved afgørelsen lagt vægt på, at reservelæge B, ifølge journalen, ved undersøgelse fandt, at <****> havde normal følsomhed i alle lemmer og på brystkassen, og at begge ben blev bevæget spontant og ensartet, samt han kunne bevæge tæer og fødder.

Videre har nævnet lagt vægt på, at reservelæge B, ifølge journalen, anbefalede brug af et korset for at hindre rotationsbevægelser i ryggen og for at lindre smerterne.

Tillige har nævnet lagt vægt på, at reservelæge B ifølge journalen senere på vagten den 21. marts 2000 kl. 6.00 tilså <****> og foretog en fornyet undersøgelse af følelse og bevægelighed, og gav relevant muskelafslappende medicin.

Patientklagenævnet finder således ikke anledning til kritik af reservelæge B for hans undersøgelse og behandling af <****>, idet der blev foretaget relevante undersøgelser og anbefalet relevant behandling.

Nævnet har endvidere ved afgørelsen lagt vægt på, at <****> senere den 21. marts 2000 blev undersøgt af overlæge D, der ifølge journalen fandt, at <****> nu ikke kunne løfte benene, og at der var nedsat følsomhed overalt på begge ben. Overlæge D anmodede derfor om, at der samme dag kom neurologisk tilsyn.

Videre har nævnet lagt vægt på, at overlæge D noterede, at <****> skulle blive liggende i sengen indtil det neurologiske tilsyn var udført.

Patientklagenævnet finder, at overlæge D ved sin undersøgelse og behandling af <****> ikke har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed. Nævnet finder imidlertid, at det ville have været hensigtsmæssigt, om overlæge D tillige havde foranlediget en gennemgang af de eksisterende røntgenbilleder ved røntgenkonferencen med henblik på en revurdering af bruddets stabilitet.

Nævnet er herved opmærksom på, at røntgenbillederne ikke var taget på sygehus D, og at billederne næppe umiddelbart ville have været til rådighed for lægerne på sygehus D.

Nævnet har endvidere ved afgørelsen lagt vægt på, at overlæge C senere den 21. marts 2000 foretog neurologisk tilsyn, hvor <****> ifølge journalen oplyste, at han mente, at hans underkrop de sidste dage havde føltes anderledes, men at der ikke havde været vandladningsforstyrrelser.

Videre har nævnet lagt vægt på, at overlæge C ifølge journalen fandt, at <****> havde nedsat følesans for smerte i underbenene, men normal berøringsfølesans, samt at han havde kraftnedsættelse ved bøjninger.

Tillige har nævnet lagt vægt på, at overlæge C ifølge journalen fandt, at de nævnte fund var smertebetingede og anbefalede, at tilstanden skulle observeres de følgende dage.

Nævnet har også lagt vægt på, at overlæge C ikke foretog undersøgelse af endetarmens lukkemuskel eller følesansen i omgivelserne af endetarmsåbningen.

Nævnet kan oplyse, at der ved beskadigelse af rygmarven kan være påvirkning af endetarmens lukkemuskel eller følesansen i omgivelserne.

Sammenfattende finder Patientklagenævnet anledning til kritik af overlæge C for hans undersøgelse og behandling af <****> den 21. marts 2000, idet nævnet finder, at der på trods af de beskedne øvrige fund på grundlag af <****>s oplysninger om ændret følesans og nedsat kraft i benene burde have været foranlediget yderligere akutte undersøgelser på mistanke om, at der på trods af de neurokirurgiske vurderinger kunne foreligge en beskadigelse af rygmarven.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at den ortopædkirurgiske vurdering af <****>, der blev foretaget på sygehus D efter den 21. marts 2000, hvilede på resultatet af det udførte neurologiske tilsyn.

Patientklagenævnet finder ikke anledning til kritik af de læger på ortopædkirurgisk afdeling, sygehus D, der var involveret i behandlingen af <****> i perioden fra den 21. marts og til den 23. marts 2000, idet behandlingen blev udført i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.

 


Lovgrundlag

Lægeloven (lov nr. 72 af 14. marts 1934 om udøvelse af lægegerning, med senere ændringer).
§ 6: En læge er under udøvelsen af sin gerning forpligtet til at vise omhu og samvittighedsfuldhed, herunder også ved økonomisk ordination af lægemidler, benyttelse af medhjælp m.v.

Lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. (lov nr. 397 af 10. juni 1987 med senere ændringer).
§ 14: Patientklagenævnet kan give udtryk for sin opfattelse af sagen, herunder eventuelt fremsætte kritik over for den pågældende sundhedsperson, eller søge iværksat andre sanktioner.


 Til top

   
<< Tilbage