Layout
 
A A A

Klage over manglende opfølgning på mammografiundersøgelse

Relevante love


Afgørelses type
Anonymiseret afgørelse

Sagsnummer: 0126601
Offentliggørelsesdato: 20. dec 2001
Faggruppe: Læger
Speciale: Almen medicin, incl. Vagtlæger
Røntgen (radiologi)
Juridisk tema: Ansvarsfordeling
Information og samtykke

Resumé  |  Vis afgørelse


En 50-årig kvinde henvendte sig i september 1999 til sin praktiserende læge, idet hun havde fundet en udfyldning i højre bryst. Han fandt ved sin undersøgelse den samme udfyldning og henviste hende derfor til mammografiundersøgelse. Efter undersøgelsen den 23. september 1999 blev den billeddiagnostiske beskrivelse sendt til patientens læge. Den 1. maj 2000 henvendte hun sig til sin læge, idet hun havde bemærket vækst af knuden i højre bryst. Hun blev samme dag henvist til et sygehus med henblik på nærmere undersøgelse. Undersøgelsen viste en 4 cm stor svulst i højre bryst, og mikroskopi af knuden viste kræft.

Der blev klaget over, at patienten ved undersøgelsen den 23. september 1999 ikke blev informeret om, at der ved undersøgelsen blev fundet et område, som man anbefalede egen læge at få nærmere undersøgt med henblik på en biopsi.


Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere lægerne på røntgenafdelingen for deres information af patienten.

Det blev fra røntgenafdelingen oplyst til sagen, at lægen altid oplyser patienterne om, at der er tale om et foreløbigt svar, og at den endelige beskrivelse først fremkommer, når en anden læge har vurderet undersøgelsen. Ifølge patienten fik hun imidlertid ikke at vide, at det var et foreløbigt svar, og at en anden læge skulle vurdere undersøgelsen.

Overlægen, som efterfølgende gennemgik billederne, var enig i beskrivelsen, men supplerede med en tilføjelse om, at patientens egen læge blev tilrådet at henvise hende til et sygehus, så fundet kunne blive vurderet med henblik på, om der skulle tages biopsi, idet der var et område, der adskilte sig fra det øvrige.

Der blev således ved undersøgelsen ikke fundet noget ondartet, hvorfor nævnet fandt, at det var korrekt at informere patienten i overensstemmelse hermed. Nævnet fandt imidlertid, at det havde været hensigtsmæssigt, om den undersøgende læge havde sørget for, at det af røntgenbeskrivelsen havde fremgået, at patienten kun havde fået et foreløbigt svar, samt at hun havde sikret sig, at patienten havde forstået dette.

Nævnet fandt grundlag for at kritisere den praktiserende læges behandling af patienten.

Nævnet oplyste, at det er normalt i almen praksis, at læger aftaler med patienten, at denne selv kontakter lægen for at få svaret på en undersøgelse. Mange læger har dog etableret den praksis, at prøvesvar, der kræver opfølgning, lægges for sig med henblik på aktiv kontakt til patienten, såfremt denne mod forventning ikke henvender sig inden for det aftalte tidspunkt. Såfremt der ikke foreligger nogen aftale mellem lægen og patienten, vil det være lægens ansvar at vurdere, om patienten skal kontaktes med henblik på en orientering om prøvesvar.

Det fremgik af sagen, at lægen ikke reagerede på tilføjelsen i beskrivelsen af 23. september 1999, idet han alene hæftede sig ved diagnosen, som viste en godartet lidelse og ikke nævnte en anbefaling om videre undersøgelser. Lægen udtalte til sagen, at han har en aftale med sine patienter om, at de efter enhver undersøgelse skal henvende sig i klinikken med henblik på at få resultatet af undersøgelsen og en eventuel konsekvens heraf. Der er således ikke i hans praksis et kontrolsystem, hvorved lægerne bliver gjort opmærksom på, hvis resultatet af en planlagt undersøgelse enten er bortkommet eller ikke er nået frem. Det fremgik ikke af læges journal, at han har en aftale herom med patienten. Ifølge patienten havde lægen ikke præciseret, at man altid skal henvende sig efter en undersøgelse. Der var ingen aftale mellem hende og læge i denne specielle anledning.

Nævnet fandt herefter ikke at kunne lægge til grund, at der var en aftale mellem patienten og lægen om, at hun skulle kontakte ham med henblik på resultatet af undersøgelsen. Nævnet fandt på denne baggrund, at det var kritisabelt, at lægen ikke kontaktede patienten med henblik på videre undersøgelse.


 


 Til top

   
<< Tilbage