Layout
 
A A A

Klage over mangelfuld undersøgelse i forbindelse med svangerskabsforgiftning

Relevante love

Afgørelses type
Anonymiseret afgørelse

Sagsnummer: 0125923
Offentliggørelsesdato: 20. dec 2001
Faggruppe: Læger
Speciale: Almen medicin, incl. Vagtlæger

Resumé  |  Vis afgørelse


En 30-årig gravid kvinde i uge 32 fik ved jordemoderkonsultation konstateret forhøjet blodtryk og lettere ødemer, men ingen protein i urinen.

Ved konsultationen hos egen praktiserende læge i uge 35 blev hendes blodtryk målt til 140/95. Der var ifølge journalen lette ødemer, men ingen protein i urinen. Praktiserende læge forespurgte om patienten havde symptomer i form af hovedpine, synsforstyrrelser, smerter i maven eller almen ubehag, hvilket patienten afkræftede. Såfremt nogen af ovenstående symptomer skulle opstå, opfordrede praktiserende læge patienten til at henvende sig.

Patienten blev imidlertid 9 dage senere indlagt, da hun pludselig var blevet utilpas med trykken i maven og hovedpine. Ved indlæggelsen der fandt sted ca. 2 ½ time efter symptomerne opstod var patienten ukontaktbar. Der blev straks iværksat forebyggende behandling mod kramper og udført akut kejsersnit med fødsel af en levende dreng. Patienten fik en hjerneblødning og afgik ved døden.

Der er klaget over, at praktiserende læge ikke reagerede på det høje blodtryk, som patienten havde i forbindelse med sin graviditet.


Patientklagenævnet fandt grundlag for at kritisere praktiserende læges behandling af patienten.

Nævnet lagde ved sin afgørelse på, at det af patientens vandrejournal fremgik, at hun ved den første graviditetsundersøgelse havde et normalt blodtryk på 120/75. Ved den efterfølgende undersøgelse var hendes blodtryk steget, idet det lå på 140/82, mens trykket ved den aktuelle undersøgelse var 140/95, hvilket nævnet fandt var en sikker stigning for begge værdiers vedkommende. Videre lagde nævnet vægt på, at praktiserende læge fandt, at patienten havde væskeophobninger.

Det var nævnets vurdering, at praktiserende læge burde have fulgt op på patientens symptomer i form af truende svangerskabsforgiftning enten ved indlæggelse eller ved planlagt kontrol.

Nævnet fandt i den forbindelse, at fravær af symptomer på undersøgelsestidspunktet ikke begrunder en undladelse af henvisning, idet symptomer i den situation kan være udtryk for udviklet svangerskabsforgiftning, men ikke udelukker truende svangerskabsforgiftning. Nævnet oplyste i den forbindelse, at en fuldt udviklet svangerskabsforgiftning er en meget livstruende tilstand, og det var derfor af stor betydning, at behandlingen blev iværksat på mindste mistanke.

Der er afgivet dissens i sagen


 


 Til top

   
<< Tilbage