Layout
 
A A A
Her er du: Nyhedsbreve

TVANG I PSYKIATRIEN

1. jan 1998

NYHEDSBREV NR. 2/97

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn behandler som ankeinstans klager over afgørelser truffet af de lokale psykiatriske patientklagenævn om tvangsbehandling, tvangsfiksering, fysisk magtanvendelse samt beskyttelsesfiksering.
   Ved behandling af en ankesag tages der stilling til, om betingelserne for at foretage indgrebet har været opfyldt, og om særlige krav med hensyn til fremgangsmåden og behandlingen i øvrigt har været opfyldt. Ved alle afgørelser vurderer nævnet tillige, om det anvendte tvangsmiddel har været det mindst indgribende middel.
   Det mindst indgribende middel er et overordnet princip om proportionalitet. Det betyder, at hvis flere tvangsforanstaltninger er mulige, skal man anvende den, som er det mindst indgribende for patienten - og den tidsmæssige udstrækning skal begrænses til det absolut nødvendige.
   Det mindste middels princip fremgår af § 4 i lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien (psykiatriloven):

· Tvang ikke må benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt for at opnå patientens frivillige medvirken. Når forholdene tillader det, skal patienten have en passende betænkningstid.

· Anvendelsen af tvang skal stå i rimeligt forhold til det, som søges opnået herved. Er mindre indgribende foranstaltninger tilstrækkelige, skal disse anvendes.

· Tvang skal udøves så skånsomt som muligt og med størst hensyntagen til patienten, således at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe.

· Tvang ikke må anvendes i videre omfang, end hvad der er nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål.

Der kan opstilles nogle vejledende hovedregler om, hvad der er det mindste middel. Der vil dog altid kunne være konkrete omstændigheder, som kan betyde, at den indbyrdes vægtning ændres. Det beror således på en konkret vurdering, hvilket middel, der i en given situation er det mindst indgribende. Patientens egen holdning skal i den forbindelse tillægges betydelig vægt.

I en ankesag fra 1997 var betingelserne for tvangsbehandling ikke tilstede.
En patient havde gennem mange år udvist forskellige symptomer på sindssygdom og havde været indlagt adskillige gange på psykiatrisk afdeling.
   Patienten var tidligere blevet behandlet med antipsykotisk medicin med god effekt.
   Patienten blev indlagt ved tvang på behandlingsindikation. Patienten var blevet tiltagende dårlig og urolig, var selvdestruktiv og skar sig selv i ansigtet og på armene. Patienten havde endvidere været særdeles vred og grov over for naboer og truede med at skyde folk.
   Ved indlæggelsen var patienten hallucineret på hørelsen, og fremtrådte psykotisk med springende tankegang, forvirring , forpinthed og angst. Der var ingen følelsesmæssig kontakt med patienten, som var vågen, klar og orienteret i tid og sted. Patienten fandtes uden sygdomserkendelse.
   3 timer efter indlæggelsen blev der truffet beslutning om tvangsmedicinering med antipsykotisk medicin.
   Det lokale psykiatriske patientklagenævn godkendte beslutningen om tvangsmedicinering.
   Sundhedsvæsenets Patientklagenævn vurderede, at tvangsmedicineringen ikke opfyldte kravet om anvendelse af mindst indgribende foranstaltning. Tvangsmedicinering måtte forudsætte, at vedvarende forsøg var gjort for at forklare patienten behandlingens nødvendighed. Patienten burde således være søgt motiveret til frivillig indtagelse af medicinen med en passende betænkningstid. Nævnet udtalte, at en beroligende injektion i den konkrete situation ville have været et mindre indgribende middel end beslutning om tvangsbehandling.
   Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt herefter, at patienten var sindssyg, men at betingelserne for at beslutte at tvangsmedicinere ikke var opfyldt.

I en anden ankesag fra 1997 var grundlaget for tvangsmedicinering med depotmedicin tilstede blandt andet på baggrund af patientens eget ønske.
Patienten havde siden 1980 været indlagt flere gange på psykiatrisk afdeling. Patienten var tidligere blevet behandlet med antipsykotisk medicin med god effekt på tilstanden uden væsentlige bivirkninger.
   I juni 1997 blev patienten indlagt. Få dage efter indlæggelsen fremtrådte patienten psykotisk. Patienten påbegyndte frivilligt behandling med antipsykotisk medicin, og tilstanden blev bedre.
   En uge senere forværredes tilstanden, og man besluttede at tvangstilbageholde patienten. Patienten virkede klart paranoid og havde oplyst, at medicinen ikke blev indtaget. De følgende dage blev patienten beskrevet som paranoidt tolkende, præget af vag tankegang og psykotisk.
   Afdelingen besluttede at tvangsbehandle patienten med antipsykotisk medicin 2 gange dagligt, og efter et par dage overgå til depotmedicin hver 2. uge. Patienten havde i forbindelse med beslutningen om tvangsbehandling klart givet udtryk for, at såfremt denne blev godkendt, ville patienten foretrække behandling med depotmedicin.
   Det lokale psykiatriske patientklagenævn godkendte beslutningen om tvangsmedicinering.
   Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt efter en samlet vurdering, at patienten var sindssyg, og at betingelserne for tvangsbehandling var opfyldt.
   Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at behandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltninger. Nævnet lagde vægt på, at patienten tidligere var søgt motiveret for frivillig antipsykotisk medicinsk behandling, før beslutningen om tvangsbehandling blev truffet, og at medicinen tidligere havde virket med god effekt på den psykotiske tilstand.
   Vedrørende anvendelse af medicin i depotform udtalte nævnet, at da patienten selv havde givet udtryk for, at behandlingen skulle foregå med depotmedicin, var beslutningen i overensstemmelse med kravet om mindst indgribende foranstaltning.
   Sundhedsvæsenets Patientklagenævnet fandt herefter, at der var tilstrækkeligt grundlag for at tvangsmedicinere patienten med depotmedicin.

I en tredje ankesag fra 1997 var grundlaget for tvangsmedicinering med depotmedicin ikke tilstede.
Patienten havde været i behandling siden 1979 på grund af skizofreni. De sidste 3 indlæggelser havde været tvangsindlæggelser på farekriteriet i forbindelse med medicinsvigt. Patienten var blevet tvangsbehandlet med antipsykotisk medicin med god effekt.
   Patienten blev i november 1996 tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling. Patienten blev tydeligt bedre ved behandlingen, selv om patienten dog fortsat var psykotisk.
   Patienten havde flere gange haft bivirkninger, som dog svandt ved at give patienten bivirkningsmedicin. Med henblik på at minimere bivirkningerne skiftedes der til et andet antipsykotisk præparat.
   Efter 3 måneders behandling med præparatet, hvorunder patienten af og til klagede over bivirkninger, fandt man, at der ikke havde været nogen effekt af behandlingen. Bivirkningerne var til stede i samme grad. Endvidere vurderede afdelingen, at effekten af det først anvendte antipsykotiske præparat var, omend ikke fuldgod, så dog væsentlig bedre på de sindssygelige symptomer end behandling med det andet antipsykotiske præparat.
   Afdelingen traf derfor beslutning om tvangsbehandling med det først anvendte præparat. Afdelingen ønskede, at man efter en periode kunne anvende depotmedicin.
   Ifølge tvangsprotokol og lægeerklæring var patientens psykiske tilstand svært psykotisk og i forværring. Patienten var forpint af tilstanden, højtråbende, udskældende og verbalt aggressiv.
   Begrundelsen for at overgå til depotmedicin var, at det tidligere havde været meget vanskeligt at gennemføre tvangsmedicinering 2 gange dagligt. Det var anført, at man håbede på, at man ved depotmedicin kunne opnå færre bivirkninger. Det blev tillige anført, at man håbede at kunne minimere de for patienten meget belastende tvangssituationer.
   Det lokale psykiatriske patientklagenævn godkendte beslutningen om tvangsmedicinering.
   Efter en samlet vurdering fandt Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at patienten var sindssyg, og at betingelserne for tvangsbehandling var opfyldt.
   Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet lagde vægt på, at lægerne under tidligere behandling havde anvendt et andet antipsykotisk præparat, som dog ikke gav effekt på patientens psykotiske symptomer. Nævnet lagde endvidere vægt på, at beslutningen om anvendelse af det først anvendte præparat først blev truffet ved forværing af patientens psykiske tilstand. Nævnet lagde endelig vægt på, at patienten var søgt motiveret for frivillig antipsykotisk medicinsk behandling, før beslutningen om tvangsmedicinering blev truffet.
   Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt det ikke sandsynliggjort, at daglige injektioner var eller sandsynligvis ville være forbundet med fysisk magtanvendelse over for patienten.
   Sundhedsvæsenets Patientklagenævnet fandt herefter, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at tvangsmedicinere patienten med depotmedicin.


 Til top

   
<< Tilbage