Layout
 
A A A
Her er du: Nyhedsbreve

KLAGER OVER VAGTLÆGER

1. maj 1999

NYHEDSBREV NR. 5/99

Patientklagenævnet afgjorde i 1998 163 klager over vagtlæger. I 88% af tilfældene, fandt nævnet, at der ikke var grundlag for kritik, i 11 % af sagerne fandt nævnet, at lægelovens § 6, stk. 1 var overtrådt, og der blev fundet grundlag for oversendelse af én sag til anklagemyndigheden med anmodning om at overveje at rejse tiltale for overtrædelse af § 18, stk. 1 i lægeloven.

Klage over undersøgelse og behandling af symptomer fra hjertet
En 85-årig mand henvendte sig telefonisk til vagtlægen kl. 3.32 på grund af vejrtrækningsbesvær og lette smerter ved vejrtrækningen. Vagtlægen havde ikke indtryk af, at smerterne var betinget af en lunge- eller hjertelidelse og fandt ikke grundlag for et akut lægebesøg. Han foreslog smertestillende behandling med 2 Magnyl samt henvendelse til egen læge den følgende dag.Manden henvendte sig på ny til vagtlægen kl. 4.05, idet der fortsat var lettere vejrtrækningbesvær og smerter i brystet. Vagtlægen afviste på ny at aflægge et sygebesøg, da symptomerne var uændrede og henviste til egen læge.

Patientklagenævnet fandt, at vagtlægen burde have sikret sig, at patienten snarest blev undersøgt af en læge. Åndedrætsbesvær og brystsmerter hos ældre mennesker, der medfører, at de vågner om natten, er normalt ikke velegnede til telefonisk vurdering. Patientklagenævnet fandt således, at vagtlægen ved de to telefonkonsultationer havde udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed.

Klage i forbindelse med akutte mavesmerter
En 20-årig kvinde, der tidligere samme dag af egen læge var sat i medicinbehandling på mistanke om blærebetændelse, kontaktede telefonisk en vagtlæge på grund af diarré, opkastning og smerter i maven. Hun mente ikke, at hun havde feber. Vagtlægen rådede patienten til at komme til undersøgelse i konsultationen eller at afvente effekten af den medicinske behandling. Patienten afslog at komme til undersøgelse, idet hun følte sig for dårlig til at klare transporten. Næste dag blev patienten indlagt og opereret for en perforeret blindtarm.

Patientklagenævnet fandt, at vagtlægen ikke havde udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved sit skøn af patientens tilstand, idet han ikke ud fra symptomerne kunne have en præcis mistanke om blindtarmsbetændelse. Videre fandt nævnet, at vægtlægens skøn blev vanskeliggjort af den formodede diagnose om blærebetændelse, og at han derfor ikke havde grundlag for at antage, at patienten ikke kunne møde i vagtlægekonsultationen. Nævnet oplyste, at diarré ikke er typisk ved blindtarmsbetændelse. Maven vil tværtimod typisk gå i stå.

Klage over forsinket diagnosticering af febrile sygdomme
En 13-årig pige havde gennem et døgn haft 40 i feber, hovedpine og ondt i maven. Hun blev derfor tilset af en vagtlæge. Han vurderede, at der var tale om influenza og gav råd om smertestillende behandling. Den følgende dag blev hendes tilstand forværret, idet hun nu var sløv, havde opkastninger samt udslæt på arme og ben. Vagtlægen blev derfor igen kontaktet.
   Lægen fandt ved sin undersøgelse, at pigen ikke var nakkestiv og vurderede, at udslættet skyldtes feberen. Han vurderede på det grundlag, at der var tale om influenza. Lægen ordinerede stikpiller mod kvalme og medicin mod væskemangel. Lægen gav endvidere besked om at tilkalde en ambulance via alarmcentralen, hvis ikke tilstanden blev bedre.


Nævnet vurderede, at patienten burde have været indlagt på mistanke om meningitis, da hun var alment dårlig, sløv, havde 40 i feber, havde kvalme og opkastninger samt havde udslæt på arme og ben. Patientklagenævnet fandt således, at lægen ikke havde været tilstrækkeligt omhyggelig og samvittighedsfuld ved sin undersøgelse.

Klage over afslag på afhængighedsskabende medicin
En 42-årig kvinde med feber, hovedpine og smerter i venstre side (flanke) havde kl. 9.50 haft besøg af vagtlæge A, der gav hende en injektion 50 mg Petidin for hovedpine af migrænelignende type. Kl. 13.20 samme dag ringede patienten igen til vagtlægecentralen og bad om at få ordineret yderligere behandling med Petidin, da hun fortsat havde hovedpine. Hun anførte videre, at hun havde fibromyalgi og derfor var i besiddelse af nogle ampuller Petidin, der imidlertid var blevet for gamle til at anvende. Vagtlæge B afslog at foranledige besøg af en vagtlæge med henblik på at behandle patienten med Petidin, idet der ikke forelå nogen aftale med hendes egen læge herom. Herefter ringede patientens veninde kl. 13.34 på ny til vagtlægecentralen. Vagtlæge C afslog på det foreliggende grundlag at foranledige besøg af en vagtlæge med henblik på at behandle patienten med Petidin af samme årsag som den forrige vagtlæge. Kl. 13.45 ringede veninden på ny, og denne gang foranledigede vagtlæge B et besøg af en vagtlæge.

Patientklagenævnet fandt ikke anledning til kritik af vagtlæge B og C, idet patienten angav hovedpine, som hun tidligere samme dag var blevet behandlet for med Petidin, uden at det havde haft nogen effekt, og idet patienten ikke havde nogen aftale med egen læge om smertebehandling med Petidin.
   Patientklagenævnet oplyste, at Petidin er omfattet af Sundhedsstyrelsens vejledning om lægers ordination af afhængighedsskabende lægemidler, hvorefter læger bør udvise stor tilbageholdenhed med ordination af morfinlignende præparater ved akutte smertetilstande.

Klage over undersøgelse og behandling af spædbørn
En 9-uger gammel dreng var begyndt at hoste, og hosten gav sig udslag i en kraftig, nærmest pibende hoste. Desuden hostede han slim op samt modermælk. Moderen havde mistanke om, at han kunne være smittet med kighoste. Drengen var i henhold til gældende retningslinier endnu ikke blev kighostevaccineret. Dagen efter tog forældrene drengen med til lægevagten. Forældrene har til sagen oplyst, at vagtlæge A ikke undersøgte barnet, herunder at der ikke blev foretaget stetoskopi af lungerne. Vagtlæge A har heroverfor oplyst, at han undersøgte barnets almentilstand, og at stetoskopien foregik ved, at stetoskopet blev stukket ind under barnets tøj. Vagtlæge A stillede diagnosen almindelig virusforkølelse. I løbet af den følgende uge blev drengens hosteanfald heftigere, og han hev efter vejret under anfaldene og hostede slim op.
   En uge efter den første henvendelse kontaktede moderen sent om aftenen lægevagten, idet drengen var begyndt at tisse orange i bleen. Vagtlæge B fik derudover oplyst, at drengen ikke kunne holde mad i sig, og at han var feberfri. Vagtlægen mente ikke, at det var nødvendigt, at drengen blev undersøgt i konsultationen.
   Et døgn senere fik drengen feber, og han kastede op det meste af natten. 1½ døgn efter den seneste henvendelse var drengens temperatur 39, og han blev om formiddagen undersøgt af vagtlæge A. Vagtlægen tilrådede fortsat observation af drengen og henvendelse til læge, såfremt tilstanden blev forværret.
   Dagen efter blev drengen indlagt på sygehus, og det fremgår af journalen, at han var svært akut medtaget, slap, bleg og gunsten. Hans temperatur var 39,4 og hans åndedræt var meget hurtigt. En røntgenundersøgelse af brystet viste store og svære forandringer. Barnet døde næste dag.

Patientklagenævnet fandt, at vagtlæge A ved den første konsultation, på trods af at tilstanden ikke var specielt alarmerende, burde have foretaget en almen vurdering af vejrtrækningsforholdene, herunder en inspektion af brystkassen, ligesom ører og svælg burde være undersøgt. Nævnet fandt, at vagtlæge A´s undersøgelse var utilstrækkelig, og at han derfor havde udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed. Nævnet lagde til grund, at drengen ikke var afklædt i forbindelse med undersøgelsen.
   Patientklagenævnet oplyste, at det er væsentligt, at barnet inspiceres afklædt, således at især barnets vejrtrækning, farver, ernæringstilstand og hydreringstilstand kan vurderes. Patientklagenævnet oplyste endvidere, at spædbørn ret sjældent har luftvejsinfektioner, udover den typiske forkølelse i form af tæt næse.
   For så vidt angår vagtlæge B fandt Patientklagenævnet, at han burde have tilrådet drengens forældre en fornyet konsultation, idet der forelå en sygdomsperiode på en uge, og da symptomerne i form af orange urin kunne tyde på en begyndende dehydrering. Der forelå således en stor risiko for fejlvurdering af situationen uden en klinisk undersøgelse. Nævnet fandt samlet, at vagtlæge B udviste manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved ikke at tage initiativ til en lægeundersøgelse, uanset om forældrene ønskede dette eller ej.
   For så vidt angår vagtlæge A’s anden undersøgelse af drengen, fandt Patientklagenævnet, at det var usandsynligt, i betragtning af de objektive fund ved indlæggelsen på sygehuset, at drengen ikke ved henvendelsen i lægevagtskonsultationen havde frembudt tegn til en mere alvorlig udvikling, idet han har været udtrættet og haft tegn på den alvorlige lungeinfektion med eller uden de typiske stetoskopiske tegn. Det var nævnets vurdering, at vagtlæge A burde have foretaget en grundig undersøgelse af drengen, herunder indlagt ham med henblik på videre udredning. Nævnet lagde vægt på, at drengen havde været syg i 9-10 dage, at drengen ikke var afklædt i forbindelse med undersøgelsen, at vagtlægen blev gjort bekendt med, at drengen var født for tidligt, og at han havde lidt af Respiratory Distress Syndrome.
   Patientklagenævnet fandt, at vagtlæge A ved at undlade ovennævnte udviste manglende omhu og samvittighedsfuldhed. Endvidere indskærpede Patientklagenævnet over for vagtlæge A, at han udviser større omhu i sit fremtidige virke. Endelig fandt nævnet, at der var begrundet mistanke om, at vagtlæge A havde udvist grovere forsømmelse ved undersøgelse og behandling af drengen ved den sidste konsultation. Vagtlæge A har efterfølgende vedtaget et bødeforlæg på 5.000 kr.
   Patientklagenævnet oplyste, at kighoste er en livsfarlig sygdom for børn i de første leveår, specielt for spædbørn. Dødeligheden er ikke ubetydelig, og det gælder også for børn, der bliver indlagt på et tidligt tidspunkt af sygdomsstadiet. Sygdommen er på grund af vaccinationerne sjælden, men det må påregnes, at den praktiserende læge er bekendt med sygdomsbilledet og udviser stor opmærksomhed, når der foreligger oplysninger om kighoste og/eller anfaldsfænomener, der kan repræsentere sygdommen. Efterhånden som anfaldene tager til, udmattes barnet, og det retter sig i stadig ringere grad efter et anfald. Der ophobes endvidere slim i luftvejene, hvilket kan føre til lungebetændelse.


Yderligere oplysninger kan fås hos fuldmægtig Lone Grünfeld og fuldmægtig Rikke Røpke.


 Til top

   
<< Tilbage