Layout
 
A A A
Her er du: Nyhedsbreve

KLAGER OVER KIROPRAKTORER

1. maj 1998

NYHEDSBREV NR. 5/98

Patientklagenævnet behandler også klager over kiropraktorer. Der blev i 1997 truffet afgørelse i 27 sager med klager over kiropraktorer. I 22 tilfælde fandt nævnet, at der i forbindelse med patientbehandlingen ikke var grundlag for kritik af den behandlende kiropraktor. I tre af disse afgørelser fandt nævnet dog, at en bestemt handling havde været mere hensigtsmæssig. Der blev fundet grundlag for overtrædelse af § 8 i lov om kiropraktorer i 5 af afgørelserne.
   De fleste sager vedrørte klager over, at behandlingen havde givet nye symptomer eller forværret de eksisterende, hvorfor klager var af den opfattelse, at behandlingen ikke var udført korrekt. Et andet fremtrædende klagetema var, at der ikke var foretaget røntgenundersøgelse forud for behandlingen.

Klage over, at kiropraktorbehandling medførte en diskusprolaps
En patient henvendte sig til kiropraktor på grund af smerter og muskelspænding i højre balle gennem 2 måneder. Patienten havde tidligere haft lignende tilfælde, som var blev behandlet hos kiropraktor. Patienten havde nogle år tidligere haft en blodprop og havde siden da haft sovende fornemmelser i venstre storetå og under foden.
   Kiropraktoren foretog en undersøgelse, der viste normal og smertefri bevægelighed af lænden. Strakt benløft til 70 grader provokerede ikke smerter. Den venstre hælsenerefleks kunne ikke fremkaldes. Kiropraktoren stillede på baggrund af den kliniske undersøgelse og en røntgenundersøgelse diagnosen lettere slidgigt og lettere forskydning i lændehvirvlerne. Der blev behandlet med manipulation.

Patientklagenævnet fandt, at kiropraktoren optog en fyldestgørende sygehistorie samt udførte en systematisk og relevant objektiv undersøgelse af patienten. Det var nævnets opfattelse, at der ikke klinisk var grundlag for at mistænke en truende diskusprolaps, hvorfor nævnet fandt, at kiropraktoren havde indledt manipulationsbehandling på et forsvarligt grundlag.

Efter to behandlinger skete der en forværring i patientens tilstand, idet patienten havde fået smerter i venstre balle med udstråling til ydersiden af låret. Smerterne forværredes ved hoste og nysen. Ved undersøgelse fandt kiropraktoren, at strakt benløft på venstre side provokerede smerter i venstre balle. Der var fortsat problemer med hvirvelleddene i lænden, og kiropraktoren behandlede patienten med forsigtighed i sideleje.

Patientklagenævnet fandt, at det ikke kunne kritiseres, at kiropraktoren behandlede patienten, idet der ikke var entydige symptomer på diskusprolaps med væsentlige neurologiske udfald. Symptomerne skulle dog give en mistanke om diskusprolaps, og behandlingen var da også beskrevet som "meget forsigtig".
   Det var nævnets opfattelse, at diskusprolapsen havde været under udvikling længe på grund af de store mængder degenererede materiale fra bruskskiven, der blev beskrevet ved en efterfølgende operation, og at den ville udvikle sig før eller senere med eller uden den kiropraktiske behandling. Det var dog nævnets opfattelse, at det ikke kunne afvises, at den kiropraktiske behandling medførte starten på symptomudviklingen af diskusprolapsen.

Klage over behandling uden forudgående røntgenundersøgelse
En læge henviste en ung patient til kiropraktor med diagnosen thorakalt facetsyndrom (smerter fra et af brysthvirvelsøjlens små styrende led). Kiropraktoren optog sygehistorie og udførte en klinisk undersøgelse. Kiropraktoren stillede ligeledes diagnosen thorakalt facetsyndrom og behandlede patienten 4 gange uden forudgående røntgenundersøgelse. Kiropraktoren oplyste til sagen, at han ikke rutinemæssigt tager røntgenbilleder, hvis det ikke skønnes nødvendigt. Det viste sig efter behandlingen, at patienten havde en blodprop i lungen.

Patientklagenævnet fandt, at kiropraktoren havde udført sit arbejde i overensstemmelse med god og forsvarlig faglig standard indenfor sit område, idet kiropraktoren havde optaget en fuldt tilstrækkelig sygehistorie og udført en systematisk objektiv undersøgelse af patienten. Det var nævnets opfattelse, at der skal foreligge en klinisk indikation for enhver røntgenundersøgelse, og at kiropraktorens vurdering med hensyn til røntgenundersøgelse var i overensstemmelse hermed.
   De fleste af de sager, som medførte kritik, vedrørte utilstrækkelig undersøgelse af patienten forud for manipulationsbehandling.

Utilstrækkelig undersøgelse forud for manipulationsbehandling.
En patient henvendte sig til kiropraktor på grund af lændesmerter med udstråling til venstre ben. Kiropraktoren konstaterede, at patientens gang var normal med let rotation af højre fod og nedsat bevægelighed af lænderegionen. Det fremgår ikke af kiropraktorens journal, at der blev fortaget yderligere undersøgelser. Der blev behandlet med manipulationsbehandling på grund af en blokering ved overgangen mellem ryg og hofte.
   Under behandlingsforløbet fortalte patienten, at det aftenen forinden havde givet et knæk i ryggen i forbindelse med en forløftning, således at patienten knapt havde kunnet komme i seng. Kiropraktoren fandt bevægeligheden i ryggen indskrænket, og der blev fundet ømhed over begge led mellem ryg og hofte. Kiropraktoren beskrev forløftningstraumet med efterfølgende kraftige smerter i lænden, med smerter ned i venstre ben til og med hælen. Manipulationsbehandlingen blev fortsat, og kiropraktoren anførte i journalen, at behandlingerne desværre ikke havde nogen større effekt. Patienten oplyste til sagen, at der under behandlingsforløbet kom tiltagende smerter.

Patientklagenævnet fandt, at kiropraktoren burde have udført en egentlig objektiv undersøgelse, herunder neurologisk undersøgelse og ortopædiske prøver, og at kiropraktoren ved undladelse heraf indledte manipulationsbehandling på et utilstrækkeligt grundlag.
   Videre fandt nævnet, at kiropraktoren også ved konsultationen dagen efter forløftningstraumet burde have foretaget en egentlig objektiv undersøgelse af patienten, herunder neurologisk undersøgelse og ortopædiske prøver. Forløftningstraumet, blev af kiropraktoren beskrevet som kraftigt. Ved undladelse heraf fortsatte kiropraktoren manipulationsbehandling på et utilstrækkeligt grundlag.
   Det var nævnets opfattelse, at kiropraktoren alene på baggrund af den manglende effekt af behandlingen burde have foretaget en revurdering af behandlingen, en fornyet undersøgelse og eventuelt en viderehenvisning af patienten til egen læge. Undladelse heraf er ikke i overensstemmelse med god og forsvarlig standard for kiropraktorbehandling.


 Til top

   
<< Tilbage