Layout
 
A A A
Her er du: Nyhedsbreve

Klager inden for neurokirurgi

1. dec 2004

NYHEDSBREV NR. 6/04

Patientklagenævnet offentliggjorde i november 2004 en sammenfatning af nævnets praksis vedrørende klager inden for neurokirurgi i perioden1999-2003. Nedenfor refereres fra sammenfatningens kapitel 7.2 om klager i forbindelse med brud i rygsøjlen.


Der redegøres for to sager, der omhandler nævnets praksis vedrørende behandling af brud på rygsøjlen. Den første angår behandling af ustabilt brud på rygsøjlen, og den anden angår operation af brud på rygsøjlen og tværfaglig behandling efter operation.


Den første sag, som følger neden for, illustrerer, at nævnet fandt grundlag for at kritisere de læger på neurokirurgisk afdeling, der var involveret i behandling af en patient med brud på rygsøjlen, og som på baggrund af en røntgenundersøgelse vurderede, at bruddet på rygsøjlen var stabilt, og som derfor behandlede patienten konservativt, dvs. uden operation. Nævnet fandt, at røntgenundersøgelsen tydede på, at bruddet ikke var stabilt. Det fremgik videre af røntgenlægens beskrivelse af røntgenundersøgelsen, at undersøgelsen ikke var optimal, og røntgenlægen havde anbefalet en supplerende CT-scanning. Denne anbefaling burde neurokirurgerne have fulgt. Nævnet fandt grundlag for at indskærpe, at de pågældende læger på neurokirurgisk afdeling udviste større omhu i deres fremtidige virke.


Nævnet fandt det endvidere hensigtsmæssigt, at en overlæge på ortopædkirurgisk afdeling på baggrund af sine undersøgelsesresultater havde foranlediget en gennemgang af de eksisterende røntgenbilleder. Videre fandt nævnet grundlag for kritik af en anden overlæge, idet han efter nævnets vurdering på baggrund af fundene ved sin undersøgelse burde have foretaget eller foranlediget foretaget yderligere undersøgelser på mistanke om, at der kunne foreligge en beskadigelse af rygmarven. 


Klage over fejlagtig behandling af brud på rygsøjlen (ustabilt brud) (0127216A)


En 35-årig mand blev overført til neurokirurgisk afdeling på sygehus C efter et voldsomt trafikuheld. På grundlag af undersøgelse blev der konstateret brud på rygsøjlen. Bruddet blev vurderet som værende stabilt, og der blev iværksat behandling uden operativt indgreb. Patienten blev herefter overflyttet til ortopædkirurgisk afdeling på sygehus D med henblik på genoptræning. Her blev det konstateret, at der var lammelser af begge ben, hvorefter patienten blev flyttet tilbage til neurokirurgisk afdeling på sygehus C. Der blev foretaget akut operation og isat skruer i de nederste ryghvirvler og øverste lændehvirvel.

Der blev blandt andet klaget over, at der på sygehus C ikke blev iværksat tilstrækkelige undersøgelser, og at lægerne bedømte bruddet til at være stabilt. Videre blev der klaget over behandlingen på sygehus D.

 

Nævnet fandt grundlag for kritik af lægerne på sygehus C for den foretagne behandling. Nævnet fandt endvidere, at de læger, der havde været involveret i behandlingen skulle indskærpes i fremtiden at udføre deres arbejde med større omhu og samvittighedsfuldhed. Nævnet lagde herved vægt på, at der forelå røntgenbilleder, der viste billedmæssige forandringer, der efter nævnets opfattelse tydede på, at bruddet ikke var stabilt, og at røntgenlægen havde anbefalet supplerende CT-scanning.


Nævnet fandt for så vidt angår behandlingen på sygehus D, at det havde været hensigtsmæssigt, såfremt overlæge D på baggrund af undersøgelsesresultaterne havde foranlediget en gennemgang af eksisterende røntgenbilleder. Videre fandt nævnet grundlag for kritik af overlæge C, idet han efter nævnets vurdering på baggrund af fundene ved sin undersøgelse burde have foretaget eller foranlediget foretaget yderligere undersøgelser på mistanke om, at der kunne foreligge en beskadigelse af rygmarven.


Den anden sag, som ses neden for, illustrerer, at nævnet ikke fandt grundlag for at kritisere lægerne på en neurokirurgisk afdeling for deres behandling af en patient med brud på rygsøjlen og svær hjerneskade, idet nævnet fandt, at det var korrekt i det konkrete tilfælde, at lægerne udskød operation i nakke og ryg til et tidspunkt, hvor man havde konstateret en betydelig bedring i patientens hjernefunktion. Nævnet var af den opfattelse, at der ikke er belæg for, at operation i det akutte forløb efter brud på rygsøjle giver bedre funktion af rygmarv og nerver eller mulighed for færre smerter på længere sigt.


Sagen illustrerer endvidere, at nævnet ikke fandt grundlag for at kritisere den tværfaglige efterbehandling af patienten efter operationen mellem lægerne på den neurokirurgiske, neurologiske og ortopædkirurgiske afdeling.


Klage over ikke-akut operation af brud på rygsøjlen og tværfaglig behandling efter operation (0341314P)


En 55-årig mand blev den 11. oktober 2000 udsat for en færdselsulykke, hvorved han blandt andet pådrog sig blødning mellem hjernens overflade og hjernens hinder, brud på halsrygsøjlen og brud på brystrygsøjlen. Der blev foretaget indlæggelse på sygehus til stabiliserende behandling.

Den 12. oktober 2000 blev patienten overflyttet til en neurokirurgisk afdeling. Patienten var anbragt i stiv nakkekrave. CT-scanning viste de oven for beskrevne brud på rygsøjlen, og at rygmarven ikke var klemt ud for nogle af bruddene, som var ustabile. Patienten var udstyret med en stiv halskrave i hele forløbet med det formål at hindre skred svarende til bruddet på den 2. nakkehvirvel. For at hindre skred svarende til bruddene på brysthvirvlerne, blev der anvendt en speciel teknik ved flytninger og vendinger (vendes som træstamme). Man foranledigede den 12. oktober 2000 desuden ortopædkirurgisk tilsyn, som fandt grundlag for at afvente forløb med hensyn til udvikling af skaderne i hjernen.

Den 13. oktober 2000 foretog man en fornyet CT-scanning af hjernen. Undersøgelsen viste stort set uændrede forhold, ligesom CT-scanning af brysthvirvlen viste svært ustabilt brud. Under scanningen observerede man spastiske bevægelser i begge ben, og der blev konstateret større og lysreagerende pupiller. Ved røntgenkonferencen blev det besluttet at anlægge en såkaldt trykskrue og foretage et borehul i højre side af kraniet med åbning af hjernehinden.

Den 14. oktober 2000 fandt man ved et ortopædkirurgisk tilsyn, at patienten skulle opereres for bruddene på hals- og brystrygsøjlen. Det blev besluttet, at denne operation skulle foretages på et tidspunkt, hvor patientens hjerne var mindre påvirket af de svære skader.

Der blev løbende foretaget en vurdering af, hvorvidt patientens tilstand var så stabiliseret, at det var forsvarligt at foretage operation for bruddene på hals- og brystrygsøjlen. En røntgenundersøgelsen viste den 25. oktober 2000 yderligere udvikling af bruddet i nakken, og den 26. oktober 2000 blev det planlagte indgreb udført henset til patientens aktuelle tilstand sammenholdt med, at der var tegn på almen bedring.

Patientens tilstand bedredes herefter langsomt efter påbegyndelse af respiratorbehandling den 8. november 2000, og den 16. november 2000 var han vågen, men hans tale var uforståelig. Han fulgte dog opfordringer og blev overflyttet til en neurologisk afdeling med henblik på videre genoptræning og pleje.

Ved overflytningen var patientens tilstand stadig i betydeligt omfang præget af den alvorlige hjerneskade. Under indlæggelsen på neurologisk afdeling bedredes tilstanden jævnt under tværfaglig behandling. I begyndelsen af december 2000 konstaterede man, at patienten var tiltagende sløv og dårligere fungerende. En kontrol CT-scanning viste tydelig udvidelse af ventrikelsystemet i hjernen. Ved nærmere undersøgelser på neurokirurgisk afdeling blev det påvist, at der var udviklet vand i hovedet i efterforløbet, og der blev indlagt en ventil med god effekt.

Patienten blev genindlagt på neurologisk afdeling den 11. december 2000, hvor man genoptog genoptræningen, ligesom der blev foretaget ortopædkirurgisk tilsyn på baggrund af klager over bryst- og rygsmerter, men under den videre udredning blev der ikke fundet unormale forhold. Patienten fulgte genoptræningen godt og blev udskrevet i marts 2001, hvor patienten kunne gå 200 meter med rollator med personstøtte. Der var dårlig funktion af venstre ben og dårlig balance.

Der blev klaget over, at patienten ikke modtog en korrekt behandling under indlæggelsesforløbet, hvilket resulterede i, at han efter 2 ½ år fortsat havde smerter hver dag.


Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere de læger på neurokirurgisk afdeling, der var involveret i forløbet forud for operation, idet nævnet i det konkrete tilfælde fandt det korrekt, at lægerne udskød operation i nakke og ryg til et tidspunkt, hvor man havde konstateret en betydelig bedring i patientens hjernefunktion. Nævnet var af den opfattelse, at der ikke er belæg for, at operation i det akutte forløb efter brud på rygsøjle giver bedre funktion af rygmarv og nerver eller mulighed for færre smerter på længere sigt.


Nævnet fandt endvidere ikke grundlag for at kritisere den tværfaglige efterbehandling mellem lægerne på neurokirurgisk, neurologisk og ortopædkirurgisk afdeling. Nævnet fandt, at der blev reageret relevant på blandt andet symptomerne fra bevægeapparatet i lyset af operationen i ryggen.


Yderligere oplysninger kan fås hos fuldmægtig Henrik Kristensen, fuldmægtig Nina Schultz-Lorentzen og fuldmægtig Samara Ashgar Sikandar på tlf. 33 38 95 00.


 Til top

   
<< Tilbage