Layout
 
A A A
Her er du: Nyhedsbreve

Klage over tvangsafklædning

1. jun 2004

NYHEDSBREV NR. 4/04

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fungerer efter psykiatriloven som ankeinstans i forhold til de lokale psykiatriske patientklagenævns afgørelser vedrørende klager over tvangsbehandling, tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering og anvendelse af fysisk magt, samt aflåsning af patientstuer på Sikringsanstalten under Psykiatrisk Center, Sygehus Vestsjælland, jf. § 38 i lovbekendtgørelse nr. 849 af 2. december 1998 om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien.

Psykiatriloven regulerer anvendelsen af frihedsberøvelse, tvangsbehandling og fiksering (tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering og fysisk magtanvendelse) på psykiatriske afdelinger samt på Sikringsanstalten under Psykiatrisk Center, Sygehus Vestsjælland, tillige aflåsning af patientstuer.

Lovens opregning af hovedformerne for tvangsindgreb kan ikke principielt antages at udelukke, at der efter omstændighederne kan anvendes andre former for indgreb og restriktioner, der er mindre vidtgående end de i loven udtrykkeligt opregnede. Det antages, at de retslige grænser for foretagelsen af sådanne foranstaltninger må fastlægges ud fra anstaltsmæssige synspunkter om, hvad hensynet til ro, orden og sikkerhed tilsiger, eller eventuelt ud fra nødrets- eller nødværgebetragtninger.

Det er vanskeligt præcist at angive den nærmere rækkevidde af sådanne anstaltsmæssige synspunkter og hvilke forhold, der kan reguleres i medfør heraf. Som centrale krav kan generelt opstilles, at indgrebene skal være sagligt begrundede, ligesom det må kræves, at de foretages under iagttagelse af proportionalitetsprincippet. Eksempler på mindre vidtgående indgreb og restriktioner, der undertiden kan være behov for at anvende på psykiatriske afdelinger, kan være søgning efter og inddragelse af alkohol, knive, lightere mv.

Hvorvidt de enkelte indgreb og restriktioner, som ikke er omfattet af psykiatriloven, lovligt kan foretages, må bero på en konkret vurdering, ligesom det må vurderes, om grundlaget skal søges i anstaltsanordningen eller eventuelt i nødrets- eller nødværgebetragtninger. Klager over magtanvendelse, der ikke er omfattet af psykiatrilovens bestemmelser, kan påklages til sygehusmyndigheden og den endelige bedømmelse af magtanvendelsens lovlighed henhører under domstolene.

Patientklagenævnet tilkendegav i følgende sag, at tvangsafklædning ikke er hjemlet i psykiatriloven, og at de lokale patientklagenævn og Sundhedsvæsenets Patientklagenævn derfor ikke kan tage stilling til klager over et sådant indgreb.

Klage over tvangsafklædning (0343002N)

En 22-årig kvinde var indlagt på psykiatrisk afdeling, hvor hun var svært affektspændt og præget af selvdestruktive og udadreagerende handlinger. Hun var i perioder spise- og drikkevægrende i selvmordsøjemed og blev derfor behandlet med væsketilførsel i blodårerne ( intravenøst). Endvidere havde hun flere gange knust glas og elpærer og påført sig flere snitsår med glasstumperne herfra samt bidt sig selv i armen, således at hun måtte sys.
En eftermiddag konstaterede personalet, at hun havde haft vandladning i sengen, hvor hun var bæltefikseret. Personalet tilbød hende at skifte sengetøj, hvilket hun afslog. Patientens moder og personale tilbød herefter flere gange i løbet af den pågældende aftenvagt skiftning af sengetøj, hvilket patienten stadig ikke ønskede.

Dagen efter fandt lægerne, at patientens seng var tilsølet med urin, fæces og blod. På grund af risiko for ætsning af huden og infektionsfare, besluttede de med tvang at foretage skift af sengetøj og patientens tøj, hvorunder fysisk fastholden var nødvendig. Patienten fik herefter efter eget valg et bad.

Patienten klagede over tvangsafklædningen til Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn.

Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningen om tvangsafklædning, idet nævnet fandt, at betingelserne for at fastholde og afklæde patienten var til stede, jf. psykiatrilovens § 17, stk. 1, jf. § 14, stk. 2, nr. 1 og § 4, stk. 1 og 2. Nævnet fandt dog, at sygehuset i situationen burde have gjort mere for at sikre sig, at indgrebet blev foretaget af kvindelige ansatte og fandt ikke, at indgrebet var af så hastende karakter, at man ikke ville kunne have tilkaldt det kvindelige personale, der var til stede på sygehuset, forinden indgrebet blev foretaget.

Patienten påklagede afgørelsen fra Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ophævede afgørelsen fra Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn, da nævnet fandt, at klagen faldt uden for den kompetence, der er henlagt til Det Psykiatriske Patientklagenævn.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn var af den opfattelse, at indgreb som tvangsafklædning ikke er reguleret af bestemmelserne i psykiatriloven, og at magtanvendelse i form af tvangsafklædning ikke er omfattet af psykiatrilovens bestemmelser om anvendelse af fysisk magt, tvangsbehandling, tvangsfiksering og beskyttelsesfiksering. Nævnet fandt endvidere, at den fysiske magtanvendelse, der i den aktuelle sag blev anvendt med henblik på tvangsafklædning, ikke er omfattet af psykiatriloven.

Nævnet oplyste, at såfremt en patient har oplevet indgrebet som blufærdighedskrænkende, eller der i forbindelse med gennemførelsen efter patientens opfattelse er anvendt vold, kan der rettes henvendelse til politiet.

Afgørelsen fra Sundhedsvæsenets Patientklagenævn blev af patientens advokat indbragt for Folketingets Ombudsmand. I brev af 5. maj 2004 udtalte Ombudsmanden følgende: ”Jeg er enig med Sundhedsvæsenets Patientklagenævn i, at tvangsafklædning er et indgreb, der ikke er hjemlet i psykiatriloven, og at de regionale patientklagenævn og Sundhedsvæsenets Patientklagenævn derfor ikke kan tage stilling til klager over et sådant tvangsindgreb.”

Yderligere oplysninger kan fås hos fuldmægtig Morten Skyt Jensen og fuldmægtig Sven Erik Bukholt på tlf. nr. 33 38 95 00.


 Til top

   
<< Tilbage