Layout
 
A A A
Her er du: Nyhedsbreve

KLAGE OVER SYGEPLEJERSKES MANGLENDE HENVISNING TIL EN LÆGE EFTER TELEFONISK KONSULTATION, HERUNDER JOURNALFØRING

5. nov 2007

NYHEDSBREV NR. 6/07

Patientklagenævnet har i marts 2007 afgjort en sag, hvor der blandt andet blev taget stilling til to sygeplejerskers telefoniske rådgivning af en patient og i forbindelse hermed journalføring af samtalerne og henvisning til lægelig undersøgelse.

Baggrund
Det følger af autorisationslovens 17, at en sygeplejerske under udøvelsen af sin gerning er forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed.

Nedenstående sag illustrerer, at en sygeplejerskes pligt til at udvise omhu og samvittighedsfuld tillige omfatter en pligt til at videregive patientens henvendelse til en ansvarlig speciallæge med henblik på vurdering af, hvorvidt der var behov for en lægelig klinisk vurdering.

Nævnet kan oplyse, at der i lov om sygeplejersker ikke er en egentlig lovbestemmelse, der pålægger sygeplejefagligt personale en pligt til at føre journal. Det er dog nævnets opfattelse, at sygeplejerskers forpligtigelse til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed omfatter en pligt til at føre ordnede optegnelser om patientens tilstand, pleje- og observationsbehov, således at de efterfølgende sundhedspersoner kan udføre en forsvarlig sygepleje og behandling.

Nedenstående sag illustrerer i den forbindelse en sygeplejerskes forpligtelse til at journalføre en kontakt med en patient, når sygeplejersken giver råd og vejledning, og patienten oplyser om symptomer, der efterfølgende kan have betydning for den videre behandling og lægelige kontrol.

Klage over sygeplejerskers manglende henvisning til en læge efter telefonisk konsultation (0762003A)
En 57-årig mand fik på baggrund af en lille ansamling og ømhed i knæet d. 4. oktober 2004 foretaget en kikkertundersøgelse af knæet. Undersøgelsen viste store mængder af irriteret ledhinde, brusk på knæskallen, der var præget af slidgigt, knogleuregelmæssigheder, og den inderste menisk blev fundet med en mindre læsion, der blev tilrettet. Patienten blev efterfølgende udskrevet samme dag, og der blev aftalt kontrol til d. 13. oktober 2004.

Den 7. oktober 2004 kontaktede patienten telefonisk hospitalet på grund af smerter og hævelse i knæet, hvor sygeplejerske A oplyste patienten om, at de beskrevne symptomer var helt normale, og at smerterne og hævelserne ville forsvinde i løbet af 1-2 uger.

Den 11. oktober 2004 kontaktede patienten igen telefonisk hospitalet på grund af de samme gener. Patienten talte ved henvendelsen med sygeplejerske B.

Patienten blev senere samme dag akut indlagt via vagtlægen på et andet sygehus på mistanke om infektion i knæet. Der blev ved indlæggelsen påvist hvide stafylokokker og efterfølgende foretaget flere knæpunkturer samt indgreb med fjernelse af ledhinden.

Der blev blandt andet klaget over, at de sygeplejersker, som patienten havde talt med ved sine henvendelser, ikke havde henvist patienten til en læge.


Nævnet fandt grundlag for at kritisere sygeplejerske A for hendes behandling af patienten i forbindelse med den telefoniske rådgivning af patienten. Nævnet fandt ikke grundlag at kritisere sygeplejerske B for hendes rådgivning af patienten i forbindelse med telefonsamtalen. Nævnet fandt derimod grundlag for at kritisere sygeplejerske B for hendes journalføring af telefonsamtalen.

Nævnet oplyste, at hævelse og mindre smerter ikke er usædvanligt efter en kikkertundersøgelse af knæ, men det kan også være de første symptomer på en eventuel infektion. Tegn på infektion kan være rødme, varme og temperaturstigning.

Det var nævnets opfattelse, at sygeplejerske A burde have spurgt patienten, om der var andre symptomer på infektion i form af rødme, varme og temperaturstigning. Det var videre nævnets opfattelse, at den pågældende sygeplejerske burde have videregivet patientens henvendelse til en ansvarlig speciallæge med henblik på vurdering af, hvorvidt der var behov for en lægelig klinisk vurdering.

Nævnet lagde ved vurderingen af sygeplejerske B vægt på, at sygeplejerske B gav patienten råd og vejledning, og der var efter nævnets vurdering tale om symptomer, som kunne have betydning for fjernelse af tråde og den lægelige ambulante kontrol, der var planlagt til den 13. oktober 2004. Disse informationer burde efter nævnets opfattelse have været journalført.

Nævnet lagde videre ved afgørelsen vægt på, at sygeplejerske B vejledte patienten om at kontakte egen læge eller skadestue. Nævnet lagde endvidere vægt på, at sygeplejerske B ved patientens henvendelse havde orienteret en af speciallægerne og forklaret situationen.

Yderligere oplysninger kan fås hos fuldmægtig, cand. jur. Susan Rasmussen, på tlf. 33 38 95 00.


 Til top

   
<< Tilbage