Layout
 
A A A
Her er du: Nyhedsbreve

KLAGE OVER AMBULANCEBEHANDLERE

23. nov 2006

NYHEDSBREV NR. 6/06

Patientklagenævnet har i november 2006 udsendt en sammenfatning af nævnets praksis vedr. klager over ambulancebehandlere.

Sammenfatningen findes på nævnets hjemmeside under: publikationer/sammenfatninger af nævnets praksis.

Dette nyhedsbrev er udarbejdet på baggrund ad sammenfatningens kapitel 2 og 4.

Lovgrundlag

Persongrupper, der ikke har autorisation efter særlig lovgivning og som umiddelbart deltager i behandling og/eller pleje af patienter indenfor sundhedsvæsenet, er omfattet af Patientklagenævnets kompetence, såfremt persongruppen er omfattet af bekendtgørelsen, jf. Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 544 af 14. juni 2001 om persongrupper inden for sundhedsvæsenet, der er omfattet af Sundhedsvæsenets Patientklagenævns virksomhed samt om klagevejledning i statsamterne.

Ambulancebehandlere samt ambulancebehandlere med særlig kompetence er omfattet af nævnets kompetence, således at nævnet kan træffe afgørelse i klager vedr. ambulancebehandlere, jf. denne bekendtgørelses § 3, stk. 1, nr. 10.

En ambulance bemandes med mindst to personer, hvoraf den ene person skal have gennemgået uddannelsen til ambulancebehandler eller tilsvarende uddannelse, jf bekendt-gørelse nr. 977 af 26. september 2006 om planlægning af sundhedsberedskabet og det præhospitale beredskab samt uddannelse af ambulancepersonale m.v. (herefter bekendtgørelsen ). Den eller de øvrige person(er) skal have gennemgået uddannelsen til ambulanceassistent eller tilsvarende uddannelse.

Ved præhospital indsats forstås en behandling inden ankomst til sygehus over for akut syge, tilskadekomne og fødende, der har til formål at redde liv, forbedre helbredsudsigter, formindske smerter og andre symptomer, afkorte det samlede sygdomsforløb, yde omsorg og skabe tryghed, jf. samme bekendtgørelses § 4, stk. 1.

Det fremgår videre af bekendtgørelsen, at frem til den 31. december 2008 kan en ambulance bemandes med reddere efter tidligere gældende regler, det vil sige reddere, der ikke har gennemgået uddannelsen som beskrevet ovenfor, og som derfor ikke er omfattet af Patientklagenævnets kompetence.

Patientklagenævnet vil i forbindelse med behandling af en klage over en ambulancebehandler vurdere, hvorvidt ambulancebehandleren har handlet fagligt korrekt ved sin behandling af den tilskadekomne.

Krav til ambulancebehandleres undersøgelse på skadestedet

Når en ambulance ankommer til skadesstedet, laver ambulancebehandleren en hurtig første vurdering, hvor han skønner om patientens tilstand er kritisk eller ikke kritisk. Derefter undersøges patienten nærmere. Ambulancebehandleren vil ved den anden vurdering af patientens tilstand blandt andet sammenholde det kliniske billede af patienten med de målinger, der er blevet fortaget, hvorefter den nødvendige behandling vil blive iværksat med brug af det udstyr, der medbringes i ambulancen.

Hvilke undersøgelser, ambulancebehandleren foretager, vil afhænge af patientens tilstand og den konkrete situation. Som udgangspunkt foretages der måling af blodtryk, puls samt iltmætning i blodet (saturation). Derudover vil ambulancebehandleren typisk undersøge patientens bevidsthedstilstand ved hjælp af Glasgow Coma Scale (GCS)1. Endvidere består en væsentlig del af undersøgelsen i at udspørge patienten om hans/hendes tilstand samt spørge eventuelle andre personer, der har været til stede ved tilskadekomsten.

Andre undersøgelser, der kan være relevante at foretage i en konkret situation, er blandt andet måling af patientens EKG samt respirationsfrekvens.

Ambulancebehandleren vurderer ud fra patientens kliniske tilstand samt målinger og undersøgelser, om patienten skal medtages til skadestuen eller ej. Undervejs er ambulancejournalen blevet udfyldt med relevante oplysninger/målinger, blandt andet med subjektive udsagn fra patienten og vidner, samt de objektive fund, som ambulancebehandleren har gjort ved undersøgelsen af patienten.


Konkrete klager

De følgende sager illustrerer, at det er en konkret vurdering fra ambulancebehandlerens side, hvilke undersøgelser og behandlinger det er relevant at udføre på skadesstedet.

Klage over manglende indbringelse til skadestue (0444601A)

En 22-årig kvinde var på cafe, hvor hun fik et ildebefindende. Hendes veninder ringede 112. Ambulancebehandleren vurderede, at det på baggrund af patientens tilstand var forsvarligt, at patienten kunne tage hjem, hvilket denne indvilligede i.

Patienten blev efterfølgende blevet henvist til en neurolog, som iværksatte supplerende undersøgelser.

Der blev klaget over, at ambulancebehandleren vurderede, at der ikke var behov for indlæggelse.


Nævnet fandt ikke grundlag for kritik af ambulancebehandleren, men fandt, at det havde været hensigtsmæssigt, at den pågældende som supplement til sin kliniske vurdering havde målt patientens blodtryk, puls, saturation og respirationsfrekvens.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ambulancen var tilkaldt på grund af sygdom, det vil sige uden udrykning. Videre lagde nævnet vægt på, at patienten ifølge journalen reagerede spontant, sproget var orienteret, og patienten bevægede sig på opfordring. Patienten havde videre ifølge journalen normale pupiller og scorede fuldt på den såkaldte Glasgow Coma Skala. Der var ikke på noget tidspunkt tegn på adfærdsændringer, ligesom patienten forklarede sig tydeligt vedrørende tid, sted og sygdomsforløb. Ambulancebehandleren vurderede således, at hun var vågen, klar og orienteret.

Klage over utilstrækkelig undersøgelse (0447905A)

En 96-årig kvinde faldt om i sit hjem, og der blev ringet 112.

Da ambulancefolkene ankom, vurderede de, at patienten havde sufficient vejrtrækning og kredsløb. Patienten svarede relevant på spørgsmål og angav, at hun ikke fandt det nødvendigt at komme på sygehuset, hvorefter de hjalp hende op at stå. Herefter hjalp ambulancebehandlerne patienten i seng og bad hende huske at drikke rigeligt. Da patienten gerne ville have besøg af hjemmeplejen, kontaktede ambulancefolkene døgnplejen og bad dem sende en sygeplejerske inden for 1 til 1½ time.

Hjemmesygeplejen aflagde besøg, hvor patienten fik lidt at drikke, hvorefter hjemmesygeplejersken kørte igen.

Da patientens søn lidt senere ankom, var patienten død.

Der blev blandt andet klaget over, at det blev vurderet, at der ikke var grundlag for indlæggelse.


Nævnet fandt grundlag for kritik af ambulancebehandleren for den givne behandling.

Nævnet lagde vægt på, at ambulancebehandleren foretog en hurtig første vurdering, hvor han skønnede, at patientens tilstand ikke var kritisk, og at han derefter undersøgte patienten grundigere ved anden gennemgang og fandt, at patienten kunne hjælpes i seng.

Videre lagde nævnet vægt på, at der ikke var oplysninger om, at der blev foretaget målinger, og at ambulancebehandleren i sin udtalelse havde oplyst, at der ikke blev foretaget målinger, da patienten var cirkulatorisk stabil.

Nævnet fandt, at ambulancebehandleren burde have foretaget målinger af puls, blodtryk og iltmætning, da han vurderede, at patienten kunne forblive i hjemmet.

Yderligere oplysninger kan fås hos fuldmægtig Pia Larsen på tlf. 33 38 95 00

1 Ved anvendelsen af Glasgow Coma Scale gives der point i tre kategorier; øjenkontakt, verbal kontakt samt motoriske færdigheder. Pointtallene lægges sammen til sidst, og det er muligt at få mellem 3 og 15 points. Ved fuld reaktion i alle tre kategorier opnår en patient en GCS score på 15.


 Til top

   
<< Tilbage