Layout
 
A A A
Her er du: Nyhedsbreve

OPFØLGNING PÅ PRØVESVAR I ALMEN PRAKSIS

1. mar 1999

NYHEDSBREV NR. 3/99

Patientklagenævnet modtager med jævne mellemrum klager over, at en praktiserende læge ikke har fulgt op på resultatet af en undersøgelse (f.eks. vævsprøver, celleskrab, blod eller røntgen).
   En patient har ifølge lov om patienters retsstilling § 7, stk. 1, ret til at få information om sin helbredstilstand og om behandlingsmuligheder. Det fremgår endvidere af § 7, stk. 5, at skønnes patienten i øvrigt at være uvidende om forhold, der har betydning for patientens stillingtagen (til en behandling), skal sundhedspersonen særligt oplyse herom, medmindre patienten har frabedt sig information.
   Reglerne er en videreførelse af den tidligere retstilstand, der var reguleret af § 6, stk. 2 i lægeloven, og §§ 2-4 i Sundhedsstyrelsens cirkulære om information og samtykke mv.
   Reglerne fortolkes for så vidt angår opfølgning på prøvesvar således, at hvis der på grundlag af en undersøgelse foreligger en klar aftale mellem lægen og patienten om, at patienten selv skal henvende sig med henblik på at få oplysning om resultatet af en undersøgelse, vil patienten som udgangspunkt have ansvaret for at kontakte lægen. Det påhviler i den forbindelse lægen at sørge for, at en sådan klar aftale indgås.
   Da en læge har pligt til af egen drift, at informere en patient om forhold, som patienten må formodes ikke at være bekendt med, og som må anses for væsentlige for patientens stillingtagen til undersøgelser, behandling m.v., kan der dog forekomme konkrete tilfælde, hvor lægen må informere patienten om prøvesvaret, selvom der er indgået en klar omtale om, at det patienten der skal tage initiativet. Disse tilfælde foreligger særligt, jo mere alvorlige og hastende konsekvenser der bør tages af prøvesvaret.
   Hvis der ikke foreligger nogen aftale mellem lægen og patienten, vil det være lægens ansvar at vurdere, om patienten skal kontaktes med henblik på en orientering om prøvesvaret.
   Det er i dag almindeligt blandt praktiserende læger at aftale med patienten, at denne selv kontakter lægen for at få svaret på en undersøgelse. Mange læger har dog også etableret den praksis, at prøvesvar, der kræver opfølgning, lægges for sig med henblik på aktiv kontakt til patienten, hvis denne mod forventning ikke henvender sig indenfor det aftalte tidspunkt.


Følgende tre sager belyser dette:

Manglende opfølgning på podningssvar

En 19-årig kvinde henvendte sig i maj 1995 til sin praktiserende læge på grund af gener fra begge fodled. Under konsultationen klagede hun endvidere over blødningsforstyrrelser i forbindelse med sine menstruationer trods brug af p-piller. Lægen foretog på denne baggrund en gynækologisk undersøgelse, hvor der blev fundet tegn til let betændelse af livmoderhalsen. Der blev foretaget podning for klamydia. Kvinden fik endelig ordineret en ny type p-piller.
   Af journalen og lægens udtalelse til sagen fremgik, at han aftalte med patienten, at hun skulle ringe angående podningssvaret efter ca. 1. uge. Podningssvaret viste senere fund af klamydia, men patienten henvendte sig ikke som aftalt for at få svaret, og lægen informerede ej heller patienten om det positive fund.
   I december 1995 kontaktede patienten igen sin læge i forbindelse med udflåd fra skeden. Først på dette tidspunkt blev hun informeret om fundet af klamydia. Lægen foretog en gynækologisk undersøgelse, der blev podet, og patienten blev sammen med sin partner sat i behandling med antibiotika.
   Der blev klaget over, at lægen ikke havde fulgt op på podningen foretaget i forbindelse med den gynækologiske undersøgelse i maj 1995, og at patienten ikke var blevet orienteret om, at podningen gjaldt undersøgelse for klamydia.
   Lægen udtalte til sagen, at patienten var blevet orienteret om, at der var taget en prøve for at udelukke infektion, og at hun fik besked på at henvende sig en uge senere med henblik på prøvesvaret, og igen efter tre måneder med henblik på en opfølgning på den nye type p-piller.

Patientklagenævnet lagde i den aktuelle sag til grund, at der forelå en klar aftale mellem patienten og lægen om, at patienten selv skulle henvende sig med henblik på podningssvaret en uge senere. Patienten bar således efter nævnets opfattelse selv ansvaret for at kontakte sin læge.
   På den baggrund fandt nævnet, at lægen ikke havde overtrådt lægeloven.
   Nævnet fandt dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om lægen havde orienteret patienten om det positive prøvesvar og igangsat behandling på det tidspunkt, hvor han erfarede, at patienten var inficeret med klamydia og ikke havde fulgt op på aftalen med lægen. Nævnet lagde vægt på, at klamydiainfektion indebærer en betydelig smitterisiko samt risiko for kronisk sterilitet.

Manglende opfølgning på anbefaling om mammografikontroller
En 57-årig kvinde klagede over, at egen læge igennem knap 6 år ikke havde fulgte op på en anbefaling om årlig palpatorisk kontrol og mammografikontrol hvert andet år.
   Kvinden havde efter henvisning fra egen læge fået foretaget mammografi på en mammografiklinik i december 1989. Røntgendiagnosen var dobbeltsidig fibroadenomatose. Der blev mellem mammografiklinikken og patienten aftalt kontrol 3 måneder senere med henblik på højresidig mammografi. I juni 1989 fik patienten foretaget højresidige mammografi. Der blev ikke fundet tegn på ondartet lidelse, og der blev mellem mammografiklinikken og patienten aftalt kontrol 6 måneder senere. Kontrollen blev udført i december 1989. Undersøgelsen viste helt uforandrede forhold. Der blev igen indgået en aftale mellem mammografiklinikken og patienten om kontrol 1 år senere. Denne mammografikontrol, der nu omfattede mammografi af begge bryster, fandt sted i december 1990. Mammografien viste uændrede forhold.
   Det fremgår af mammografiklinikkens journal, at klinikken foreslog, at patienten skulle komme til palpatorisk kontrol hos egen læge ca. l gang om året og til mammografikontrol ca. hvert andet år. Notatet blev sendt til patientens egen læge.
   I tiden mellem december 1990 og januar 1994 blev patienten ikke henvist til yderligere mammografikontrol, og den praktiserende læge foretog alene en palpation af patientens bryster i april 1991, da hun havde henvendt sig på grund af smerter i brystmuskulaturen. Undersøgelsen viste ingen unormale forhold.
   Den praktiserende læge anførte overfor Patientklagenævnet, at han havde den opfattelse, at mammografiklinikken ville indkalde patienten til de foreslåede mammografikontroller hvert andet år, fordi mammografiklinikken i 1989/1990 selv havde indgået aftaler med patienten om de 3 efterfølgende mammografier, og fordi det ikke tydeligt fremgik af journalen fra klinikken, at behandlingen af patienten var afsluttet og fremtidig kontrol overgået til egen læge.


Nævnet fandt, at patienten havde ansvaret for at de anbefalede kontroller i forbindelse med de langsigtede screeninger blev foretaget, idet det ikke var praktisk muligt for lægen at foretage overvågning heraf. Nævnet lagde vægt på, at en normal lægepraksis er baseret på høj effektivitet med små administrationer og målrettethed i konsultation. Der er således normalt ikke mulighed for, at den praktiserende læge gennemgår hele journalen, når en patient møder med et enkelt problem. Nævnet havde endvidere lagt til grund, at den praktiserende læge var af den opfattelse, at patienten var bekendt med indholdet af mammografiklinikkens forslag til fremtidig kontrol.

Manglende opfølgning på mammografiundersøgelse
En 41-årig kvinde fik i 1992 foretaget en mammografi af begge bryster samt en ultralydsscanning med samtidig udtagning af en vævsprøve. Undersøgelserne viste bindevævsdannelse og småforkalkninger i højre bryst. Der blev tilrådet kontrol 1 år senere.
   Efter en konsultation i februar 1994 blev patienten af sin praktiserende læge genhenvist til en fornyet mammografiundersøgelse. Lægen informerede patienten om, at hun skulle henvende sig igen for at få oplyst resultatetet af undersøgelsen. Mammografiundersøgelsen blev gennemført i juni 1994, og der blev samtidig udtaget en vævsprøve. Prøverne viste, at der var en kræftknude i højre bryst. Det blev fra røntgenafdelingen anbefalet, at knuden blev fjernet, uanset svaret fra en mikroskopiundersøgelse. Omkring en uge efter undersøgelsen kontaktede patienten sin læge for at få undersøgelsesresultatet. Hun fik oplyst, at det ikke forelå endnu. Patienten var i den efterfølgende periode til flere konsultationer hos sin læge uden at få oplyst resultatet af mammografiundersøgelse. Hun var således hos lægen på et tidspunkt, hvor prøvesvaret fremgik af lægens journal.
   I maj 1996 kontaktede patienten på ny sin læge på grund af smerter under højre ribbensrand samt i ryggen. Hun fortalte samtidig, at hun ikke havde fået svar på mammografiundersøgelsen fra 1994. Patienten blev dagen efter informeret om resultatet og behandlingsforslaget. Lægen anførte til sagen, at klinikken havde et journaliseringssystem, som medførte, at patienter blev kontaktet skriftligt, såfremt der ikke skete henvendelse om undersøgelsesresultater. Dette skete ikke i det konkrete tilfælde på grund af sygdoms- og sygefravær i klinikken.

Et flertal i Patientklagenævnet fandt, at lægen havde udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved at undlade at informere patienten om resultatet af mammografiundersøgelsen inden rimelig tid efter undersøgelsen. Der blev lagt vægt på, at patienten gentagne gange var til konsultation hos lægen i tiden efter mammografi-undersøgelsen, første gang i august 1994, hvor prøvesvarene fremgik af lægens egne notater om patienten, som var efterfulgt af notaterne fra de efterfølgende konsultationer. Der blev endvidere vægt på, at det fremgik af røntgenafdelingens beskrivelse af mammografiundersøgelsen, at det blev anbefalet, at der uanset mikroskopisvar skete en henvisning til fjernelse af processen.


 Til top

   
<< Tilbage