Layout
 
A A A
Her er du: Nyhedsbreve

PATIENTKLAGENÆVNETS KOMPETENCE VED KLAGER OVER LÆGEERKLÆRINGER

1. feb 1998

NYHEDSBREV NR. 2/98

Patientklagenævnet kan som udgangspunkt behandle alle klager over lægeerklæringer, hvis de almindelige betingelser for nævnets kompetence er opfyldt.

Lægeerklæringer til brug for domstolene
Hvis der er en særlig klageadgang for erklæringen, kan nævnet ikke behandle sagen. Nævnet kan dog som hovedregel behandle lægeerklæringer, der skal eller har været fremlagt i retten. Den eneste undtagelse er erklæringer, der er indhentet af retten, eventuelt på begæring af en af sagens parter. For disse erklæringer er der en særlig klageadgang i retsplejeloven. En klage herover skal derfor fremsættes over for den ret, der behandler sagen. Bestemmelsen i retsplejeloven omfatter både civile sager og straffesager.

Nævnet afviste således at behandle en klage over en lægeerklæring udarbejdet af en speciallæge i psykiatri. Erklæringen blev udarbejdet til brug for en verserende straffesag, hvor dommeren ønskede en vurdering af, om klageren var egnet til straf.

Lægeerklæringer, der er udarbejdet til brug for sagsbehandlingen i en anden offentlig myndighed
Erklæringer, der er udarbejdet til brug for sagsbehandlingen i en anden myndighed, er omfattet af nævnets kompetence. Nævnet er kompetent til at behandle klagen, uanset om sagen verserer i den pågældende offentlige myndighed eller er afsluttet.

Patientklagenævnet tog således stilling til en erklæring, der var indhentet af Arbejdsskadestyrelsen til brug for en arbejdsskadesag. I den konkrete sag mente klageren, at lægen havde angivet urigtige oplysninger. Nævnet vurderede, at de anførte oplysninger var udtryk for lægens opfattelse af patientens helbredstilstand, og at der ikke var grundlag for at kritisere, at disse oplysninger var anført i erklæringen.

Lægeerklæringer udfærdiget af læger i administrative stillinger
Udgangspunktet for lægelovens ansvarsregler er, at de omfatter alle læger, der deltager i eller har ansvaret for at undersøge eller behandle en patient. Lægelovens bestemmelser knytter sig således til et læge/patientforhold og omfatter ikke læger ansat i administrative stillinger. Hvis en læge udfærdiger en erklæring alene på baggrund af journalmateriale og andet skriftligt materiale, er denne ikke omfattet af nævnets kompetence. Lægen har ikke undersøgt patienten, og erklæringen er dermed udfærdiget som led i et administrativt arbejde. Disse sager henvises til den pågældende læges arbejdsgiver.

Klager fra forældre, der er vurderet i en lægeerklæring, som hovedsagelig omhandler deres barn
I lægeerklæringer, der handler om børn, kan der være afsnit, hvor forældrene er beskrevet eller vurderet. Dette vil typisk være tilfældet i erklæringer til brug for samværs- eller forældremyndighedssager. Hvis forældrene har været til samtale hos den læge, der udfærdiger erklæringen, finder nævnet, at der er et læge/patientforhold mellem lægen og forældrene. Dette er tilfældet, selvom erklæringen primært vedrører barnet. Patientklagenævnet kan derfor behandle klager fra forældrene over den vurdering, som lægen har foretaget af dem og nedskrevet i erklæringen.

I en konkret sag, som blev forelagt nævnet, havde en far klaget over en erklæring udfærdiget af en børnepsykiater til brug for en samværssag. Erklæringen vedrørte datterens forhold, men indeholdt også en beskrivelse af faderen samt en vurdering af deres indbyrdes forhold. Faderen gjorde gældende, at beskrivelsen af ham var ukorrekt. Da han havde haft flere samtaler med børnepsykiateren, vurderede nævnet, at der var et læge/patientforhold mellem børnepsykiateren og faderen. Faderen var derfor klageberettiget, og nævnet kunne tage stilling til erklæringen.

Klager over urigtige faktiske oplysninger i lægeerklæringer
Klager over urigtige oplysninger i erklæringer vil kunne behandles af Patientklagenævnet. Denne særstilling for erklæringer skyldes, at de urigtige oplysninger i følge klager ofte er årsag til, at lægens konklusion er forkert. De urigtige oplysninger hænger således uløseligt sammen med lægens skøn, som nævnet i næsten alle erklæringssager tager stilling til.
   Nævnet tog således i en sag stilling til, om der var anført urigtige oplysninger i en erklæring, og om disse havde haft betydning for lægens konklusion. Sagen vedrørte en kvinde, der havde pådraget sig en piskesmældslæsion. Hun anførte blandt andet, at oplysningen om, at hun havde haft rygsmerter som ung, var urigtig. Nævnet fandt, at der var tale om mindre unøjagtigheder, som var uden betydning for den endelige konklusion i erklæringen. Nævnet fandt i øvrigt overensstemmelse mellem fundene ved undersøgelsen og lægens konklusion.


 Til top

   
<< Tilbage