Layout
 
A A A
Her er du: Nyhedsbreve

KLAGESAGER, AFGJORT SOM FORMANDSAFGØRELSER

1. jan 1998

NYHEDSBREV NR. 1/98

Patientklagenævnet besluttede på et fællesmøde den 9. april 1996 at bemyndige nævnets formand til i en forsøgsperiode på et år at træffe afgørelse på nævnets vegne i sager udvalgt efter nogle bestemte kriterier. Ordningen skulle alene omfatte klager over læger.
   Baggrunden for at indføre ordningen med formandsafgørelser var et ønske om at nedbringe sagbehandlingstiden, og samtidig frigøre ressourcer til en bedre betjening af nævnet i forbindelse med principielle og mere komplicerede sager.
   På et fællesmøde den 4. november 1997 besluttede Patientklagenævnet på baggrund af en evaluering af forsøgsordningen med formandsafgørelser, at ordningen skulle gøres permanent. Ordningen blev endvidere udvidet til fremover at omfatte alle faggrupper, som er omfattet af nævnets kompetence. Det blev endvidere besluttet, at sagerne fortsat skulle opfylde de kriterier, som blev fastlagt på fællesmødet den 9. april 1996, samt at ordningen skal evalueres jævnligt.
   Formanden kan på nævnets vegne træffe afgørelse i sager, som efter nævnets praksis ikke skønnes , at give anledning til tvivl. Sagen må heller ikke give anledning til kritik af den pågældende sundhedsperson.
   I perioden fra juni 1996 til 28. oktober 1997 har formanden truffet afgørelse i 283 sager, og formanden traf overvejende afgørelser angående alment praktiserende læger, vagtlæger og skadestuelæger.
   Nævnet har i perioden modtaget 2 begæringer om genoptagelse af formandsafgørelse fra klagerne, hvilket svarer til 0.7 % af de afgjorte sager. Begge begæringer blev afvist, da de ikke indeholdt nye oplysninger af betydning for afgørelsen.

Eksempler fra nævnets praksis
I en sag fandt Patientklagenævnet, at en vagtlæge foretog en tilstrækkelig undersøgelse.

En 25-årig mand henvendte sig i lægevagten på grund af voldsom hoste og besvær med at trække vejret.
   Vagtlægen fandt ved sin undersøgelse, at der var let øget vejrtrækning, og at patienten havde normale farver. Der blev foretaget stetoskopiundersøgelse, hvorved vagtlægen fandt bilyde som ved astma samt pibende bilyde.
   Det fremgik af journalen, at vagtlægen konkluderede, at der var tale om astmatisk vejrtrækning på grund af en infektion i lungerne, enten astmatisk bronkitis eller lungebetændelse. Han fandt ikke, at patienten var vejrtrækningsmæssigt truet, og vagtlægen gav på den baggrund en indsprøjtning med bronkieudvidende stof (Bricanyl). Han udleverede endvidere Erytromycin mod bakterier og virus til akut brug mod lungeinfektionen og medgav en recept på Erytromycin samt Bricanylspray.

Patientklagenævnet fandt, at vagtlægen foretog en tilstrækkelig undersøgelse samt iværksatte relevant behandling af patienten.
   Nævnet lagde herved vægt på, at der blev foretaget klinisk undersøgelse, der viste, at der var tale om en infektion i lungerne. Der blev derfor iværksat behandling med bricanyl og erytromycin på mistanke om en viruslungebetændelse.

I en anden sag fandt Patientklagenævnet, at en skadestuelæges undersøgelser var relevante.
   En 50-årig mand henvendte sig på en skadestue, idet han om morgenen var vågnet med stærke smerter i højre nakke-skulderregion. Han oplyste til en reservelæge på skadestuen, at der ikke havde været noget forudgående traume, men at han havde spillet badminton dagen før. Forespurgt oplyste han, at han ikke havde nogen sovende fornemmelser i arme eller fingre.

Patientklagenævnet lagde vægt på, at reservelægen foretog en klinisk undersøgelse af funktionen i højre arm, herunder gennemfølte højre skulderled og skulderåg, hvor han lokaliserede distinkt ømhed i en muskel, som ved tryk udløste let snurren i lillefingersiden af højre underarm. Der var dog ingen rødme eller hævelse. På den baggrund vurderede reservelægen, at der var tale om muskelinfil-trationer, som ikke krævede blokade. Da reservelægen fik oplyst, at patienten til daglig arbejdede ved skrivebord, instruerede han patienten i øvelser, der skulle modvirke muskelinfiltrationer og –smerter fra eventuel dårlig arbejdsstilling. Ligeledes anbefalede han smertestillende behandling med Ibuprofen og Parcetamol i de følgende dage, hvilket kunne hjælpe patienten til at slappe af i muskulaturen.
   På den baggrund fandt Patientklagenævnet, at reservelægens undersøgelse og foreslåede behandling af patientens symptomer var relevant og i overensstemmelse med sædvanlig praksis.


 Til top

   
<< Tilbage