Layout
 
A A A
Her er du: Nyhedsbreve

Klager over tvangsfiksering på grund af forulempelse

1. okt 2002

NYHEDSBREV NR. 10/02

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fungerer efter psykiatriloven som ankeinstans i forhold til de lokale psykiatriske patientklagenævns afgørelser vedrørende klager over tvangsbehand-ling, tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering og anvendelse af fysisk magt, jf. § 38 i lovbe-kendtgørelse nr. 849 af 2. december 1998 om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien.

Det fremgår af psykiatrilovens § 14, stk. 2, nr. 1, at tvangsfiksering kan anvendes i det om-fang, det er nødvendigt for at afværge, at en patient udsætter sig selv eller andre for nærlig-gende fare for at lide skade på legeme eller helbred. Tvangsfiksering har her karakter af et indgreb, begrundet i nødværge eller nødret. Reglen omfatter ikke kun fiksering for at beskytte medpatienter, men også for at beskytte personale, besøgende og alle andre, der kommer på afdelingen, samt vedkommende selv. Reglen yder dermed også fornøden hjemmel for indgreb i tilfælde af selvbeskadigende adfærd. Der er tale om et farekriterium. For at faren kan anses som nærliggende, skal der være tale om en konkret, aktuel og påviselig fare. Det kræver derimod ikke, at faren allerede skal have manifesteret sig i en skadevoldende handling, før der kan gribes ind.

Af psykiatrilovens § 14, stk. 2, nr. 2, fremgår, at tvangsfiksering desuden kan anvendes i det omfang, det er nødvendigt for at afværge, at en patient forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper medpatienter. Af bemærkningerne til psykriatriloven fremgår, at der her er tale om mindre alvorlige overgreb også rettet mod personer, men den beskyttede personkreds er her begrænset til kredsen af medpatienter. Af forarbejderne til psykiatriloven (betænkning nr. 1109 fra 1987) fremgår endvidere, at medpatienter skal kunne opholde sig på afdelingen uden at risikere at blive udsat for at blive forfulgt eller groft forulempet. En blot almindelig støjende eller urolig adfærd er ikke tilstrækkeligt til at iværksætte tvangsfiksering. Der kræves dels kvalitativt noget mere, dvs. mere end de gener, som det ofte vil være forbundet med at være indlagt på en psykiatrisk afdeling med urolige patienter, dels at der er tale om direkte forfølgelse eller grov forulempelse rettet mod en eller flere bestemte patienter. Forfølgelse eller grov forulempelse kan bl.a. bestå i seksuelt prægede tilnærmelser, kraftigt råbende eller stærkt drillende adfærd eller gennemroden og tilegnelse af andres ting.

Følgende sag illustrerer, at en almindelig støjende eller urolig adfærd ikke er tilstrækkelig til at iværksætte tvangsfiksering. Nævnet underkendte således tvangsfiksering af en patient, der bl.a. havde råbt, smækket med døre og banket på døren til kontoret.

Tvangsfiksering underkendt (0234502A)
En 48-årig kvinde blev indlagt på psykiatrisk afdeling og blev i forløbet fundet psykotisk og tvangstilbageholdt. Den 12. maj 2002 var patienten dagen igennem manisk, opfarende og vred. Tilstanden blev efterfølgende forværret, idet patienten vandrede uroligt rundt, skændtes med en medpatient og truede personalet. Da man ikke kunne berolige hende på anden vis, blev der mod hendes vilje givet Cisordinol 10 mg som tablet. Dagen efter var patienten fortsat manisk, opkørt og urolig. Hun blev som følge heraf tvangsfikseret fra kl. 1.15 til kl. 9.30. Samtidig blev der på grund af den urolige tilstand givet beroligende injektion med Cisordinol 10 mg i.m.

Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn godkendte indgivelsen af beroligende medicin og tvangsfiksering af patienten, som derefter ankede afgørelsen til Sundhedsvæsenets Patientkla-genævn.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn godkendte indgivelsen af beroligende medicin, men underkendte tvangsfikseringen, idet nævnet fandt, at betingelserne herfor ikke var opfyldt. På baggrund af beskrivelsen i lægejournalen fandt nævnet det ikke godtgjort, at patienten forud for fikseringen skulle have udgjort en fare for sig selv eller andre, hvilket nævnet dog bemær-kede heller ikke var anført som begrundelse for fikseringen i tvangsprotokollen. Indikationen for tvangsfikseringen blev her angivet som ?forulempelse? (af medpatienter), hvilket efter nævnets opfattelse, journalen og sygeplejekardex heller ikke syntes at have fundet sted på det pågældende tidspunkt. Nævnet fandt det ikke godtgjort, at patienten ved at råbe, smække med dørene og banke på kontordøren havde forfulgt eller forulempet en eller flere bestemte med-patienter.

Yderligere oplysninger kan fås hos fuldmægtig Grit Vosgerau og fuldmægtig Sven Erik Buk-holt på tlf. nr. 33 38 95 00.


 Til top

   
<< Tilbage