Layout
 
A A A
Her er du: Nyhedsbreve

Klager indenfor ortopædkirurgi - mangelfuld undersøgelse og operation af korsbåndsskader

4. dec 2000

NYHEDSBREV NR. 5/00

Indenfor det ortopædkirurgiske speciale afgjorde Patientklagenævnet 6 klagesager i 1999 vedrørende undersøgelse og behandling af korsbåndsskader. Afgørelserne afspejler relevante undersøgelser i tilfælde af mistanke om disse skader samt deres behandling.

Nævnet fandt, at det var i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard at ordinere styrkende træning ved en korsbåndslæsion, før der blev taget stilling til en eventuel operation.

Hvad angår skuffeløshed (korsbåndsskade i knæet, der i bøjet tilstand kan trækkes frem som en skuffe) fandt nævnet, at det ikke gav grundlag for kritik, at man ikke kunne påvise dette ved den kliniske undersøgelse, selvom det efterfølgende blev konstateret, at årsagen til patientens knægener var korsbåndslæsion. Nævnet fandt endvidere, at der i tilfælde af skuffeløshed ikke var anledning til kritik af behandlingen, når der efterfølgende blev taget stilling til evt. behov for en kikkertundersøgelse, hvor man kunne identificere læsionens omfang og vurdere behovet for evt. operation, efterfulgt af genoptræning. Endelig fandt nævnet, at der ikke var grundlag for kritik af udførelsen af en korsbåndoperation, når denne var udført efter sædvanlig praksis, selvom patienten efterfølgende havde gener fra knæet.

Nævnet fandt grundlag for kritik, når udførelsen af en korsbåndsoperation ikke var i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard.

I det følgende refereres i resumeret form 2 sager, som illustrerer nævnets praksis på dette område. De to afgørelser kan findes i fuld tekst på nævnets hjemmeside www.pkn.dk/offentliggjorteafgoerelser/ i anonymiseret form, og tillige som direkte links i den elektroniske udgave af nyhedsbrevet.

Klage over mangelfuld undersøgelse af knæ
En 24-årig kvinde blev i februar 1998 undersøgt på ortopædkirurgisk afdeling, idet hun igennem et par år havde haft tilbagevendende gener fra højre knæ efter flere vridtraumer. Ved undersøgelsen opstod der mistanke om en meniskskade. Hun blev derfor henvist til kikkertundersøgelse af knæet.

4 måneder efter kikkertundersøgelsen blev patienten atter undersøgt på ortopædkirurgisk afdeling, idet hun havde daglige smerter i knæet. Der blev ved undersøgelsen ordineret en MR-scanning.

På grund af fortsatte smerter i knæet henvendte patienten sig i februar 1999 på skadestuen. Der blev her aftalt tid til undersøgelse på ortopædkirurgisk afdeling. Ved denne undersøgelse blev hun indstillet til en ny kikkertundersøgelse, hvor man fandt læsion af det forreste korsbånd og den indvendige menisk, og der blev umiddelbart foretaget en rekonstruktion af det højre knæs forreste korsbånd og fjernet en del af den indvendige menisk.

Der blev klaget over, at de involverede læger ikke foretog tilstrækkelige undersøgelser af knæet i perioden forud for korsbåndsoperationen.

Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere de læger, der var involveret i behandlingen.

Nævnet lagde vægt på, at der ved den første kikkertundersøgelse ikke blev fundet tegn på meniskskade, og at det blev skønnet, at korsbåndet var sprunget med en trediedel.

Nævnet lagde videre vægt på, at denne kikkertundersøgelse blev fulgt op af tre kontrolundersøgelser. Det blev ved disse kontrolundersøgelser konstateret, at kvinden havde et betydeligt behov for genoptræning på grund af manglende muskelfylde i højre lår. Hun blev derfor instrueret i hjemmetræning og indstillet til genoptræning hos fysioterapeut, og der blev efterfølgende konstateret gradvis bedring med hensyn til muskelfylden. Det blev derfor skønnet, at det ikke var nødvendigt med yderligere kontrol, men hun blev anbefalet at fortsætte hjemmetræningen.

Endvidere lagde nævnet vægt på, at der ved disse og efterfølgende undersøgelser ikke blev konstateret nogen løshed af knæleddet, som kunne indikere en sådan beskadigelse af korsbåndet, at en operation kunne komme på tale.

Nævnet oplyste, at man ved en kikkertundersøgelse kun med nogen sikkerhed kan afgøre, hvorvidt en beskadigelse af det forreste korsbånd er delvis eller total.

For så vidt angår den undersøgelse, som gav anledning til ordination af MR-scanning, lagde nævnet vægt på, at der fortsat ikke kunne konstateres nogen løshed i knæleddet, og at MR-scanningen
viste samme beskadigelse af korsbåndet, som blev konstateret ved den første kikkertundersøgelse, samt tillige en mulig udrivning i den indvendige menisk.

Endelig lagde nævnet vægt på, at patienten ved en efterfølgende undersøgelse blev indstillet til en ny kikkertundersøgelse på grund af fortsatte gener i knæet.

Nævnet oplyste, at korsbåndsbeskadigelse ofte er vanskelig at diagnosticere, specielt i den akutte fase, og at det derfor er almindelig praksis at følge patienten klinisk og vurdere, om en eventuelt beskadigelse medfører generende løshed af knæet. Nævnet oplyste endvidere, at selv om der er en vis løshed, er det almindelig praksis først at forsøge grundig muskeloptræning, inden en eventuel operation med gendannelse (rekonstruktion) af korsbåndet tilbydes.
(Som anonymiseret afgørelse 99F001N)


Klage over mangelfuld korsbåndsoperation
En 38-årig mand var i februar 1997 udsat for en ulykke på sin arbejdsplads og pådrog sig et traume mod venstre knæ. Egen læge fik ved undersøgelse af knæet umiddelbart efter mistanke om, at der ved traumet var sket en beskadigelse af menisken. Manden blev henvist til ortopædkirurgisk afdeling, hvor han 5 uger efter traumet blev undersøgt i ambulatoriet. Ved undersøgelsen blev der påvist skuffeløshed af det venstre knæ samt ømhed på ledlinien. Der var normal bevægelighed. Da der var mistanke om skade af knæets strukturer, blev manden indstillet til en kikkertundersøgelse.

Ved denne undersøgelse blev der fundet indvendig meniskskade samt en betydelig overrivning af det forreste korsbånd. På trods heraf kunne der ikke påvises løshed i knæet (skuffebevægelser fremad på et 20 grader bøjet knæ). Der blev ikke fundet indikation for rekonstruktion af forreste korsbånd. Menisklæsionen blev fjernet, og resten af leddet gennemgået og fundet i orden.

2 uger efter kikkertundersøgelsen blev manden atter undersøgt i ambulatoriet, og man fandt hævelse og instabilitet i form af 2 cm skuffebevægelse. Han blev herefter udstyret med en specialbandage og henvist til genoptræning på "knæholdet".

Efter 7 uger blev patienten atter undersøgt i ambulatoriet. Han oplyste, at det gik bedre, men at der fortsat var fornemmelse af instabilitet og træthed i knæet efter en lang arbejdsdag, ligesom det ikke var muligt at sidde på hug. Det blev derfor besluttet at foretage en rekonstruktion af det læderede forreste korsbånd. Efter operationen fortsatte genoptræningen i fysioterapien.

3 måneder efter operationen opstod et uheld med knæet på grund af glat føre. Ved en efterfølgende røntgenundersøgelse blev det konstateret, at en af de skruer (tibiaskruen), som blev anbragt i forbindelse med korsbåndsoperationen, var placeret mere fortil end tilsigtet.

Der blev klaget over, at korsbåndsoperationen ikke blev udført tilstrækkelig omhyggeligt.

Patientklagenævnet fandt, at den 1. reservelæge, som foretog operationen, ikke havde udvist tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved operationen.

Nævnet lagde herved vægt på, at det ved en senere ambulant kontrol blev konstateret, at der var en strækkemangel i knæet på 10-15 grader, og at knæet kun kunne bøjes indtil 85 grader.

Nævnet lagde videre vægt på, at en senere kikkertundersøgelse viste, at såvel borekanalen i lårbenet som borekanalen i underbenet var placeret for langt fortil.

Nævnet fandt, at der klinisk og artroskopisk var tegn på forkert placering af borekanalerne og korsbåndet, og at 1. reservelægen på denne baggrund ikke havde handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard i forbindelse med korsbåndsoperationen.
(Som anonymiseret afgørelse 9914214N)

Yderligere oplysninger kan fås hos fuldmægtig Marianne Thobo Køhler på telefonnummer 33 38 95 00.


 Til top

   
<< Tilbage