Layout
 
A A A
Her er du: Nyhedsbreve

KLAGE OVER TVANGSMEDICINERING - VURDERING AF SINDSSYGDOM OG MOTIVATIONSTID

16. okt 2000

NYHEDSBREV NR. 4/00

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fungerer efter psykiatriloven som ankeinstans i forhold til de lokale psykiatriske patientklagenævns afgørelser vedrørende klager over tvangsbehandling, tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering og anvendelse af fysisk magt, jf. § 38 i lovbek. nr. 849 af 2. december 1998 om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien.

Tvangsbehandling må kun anvendes, hvis patienten er sindssyg eller i en tilstand, der svarer til sindssyge. Ligeledes må tvangsbehandling kun finde sted hvis det vil være uforsvarligt at undlade dette, fordi udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet eller den pågældende frembyder en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre, jf. psykiatrilovens § 5.

Det følger af mindste middels princip, at tvang ikke må benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken. Når forholdene tillader det, skal patienten have en passende betænkningstid. Endvidere må tvang kun anvendes, når andre behandlingsmuligheder må anses for uanvendelige, ligesom anvendelsen af tvang skal stå i rimeligt forhold til det, som søges opnået herved. Er mindre foranstaltninger tilstrækkelige, skal disse anvendes.

MOTIVATIONSTID

Før tvangsbehandlingen indledes, skal patienten således være informeret om behandlingens nødvendighed, formål, virkninger og mulige bivirkninger, samt i relevant og tilstrækkeligt omfang være forsøgt motiveret til frivilligt at medvirke ved behandlingen. En undtagelse herfra kan komme på tale, hvis patienten udfra en konkret vurdering befinder sig i en akut situation, hvor vedkommende må anses for svært forpint eller aggressiv, befinder sig i en livstruende tilstand, eller der i øvrigt foreligger en nærliggende fare for patienten eller for andre.

Det er afgørende for Sundhedsvæsenets Patientklagenævns vurdering af sagen, i hvor lang tid patienten er forsøgt motiveret for frivillig medvirken ved en behandling, forud for der træffes beslutning om tvangsmedicinering. Imidlertid er det ikke muligt at angive et præcist tidsrum, idet der i den enkelte sag vil være tale om en konkret vurdering.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn vil således kunne godkende en motivationstid / betænkningstid på under én uge, hvis der f.eks. er tale om tilfælde, hvor der er er nærliggende fare for, at patienten skader sig selv, hvis patienten er svært forpint af sin tilstand, eller der i forbindelse med tidligere indlæggelser gentagne gange forgæves er gjort forsøg på at motivere patienten for frivilligt at medvirke ved en behandling.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn vil på den anden side i andre tilfælde underkende en motivationstid / betænkningstid på flere måneder, hvis forsøg på at motivere patienten for frivilligt at medvirke ved en behandling ikke kan anses for tilstrækkeligt aktive og konkrete.

I det følgende refereres en sag, hvor Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, uanset patienten var indlagt mere end 4 måneder før beslutningen om tvangsmedicinering blev truffet, ikke fandt, at kravene i psykiatrilovens § 4 om mindst indgribende foranstaltning var opfyldt, idet der efter nævnets opfattelse ikke i tilstrækkeligt omfang - aktivt og konkret - var forsøgt motivering af patienten for frivilligt at medvirke til en behandling.

Samtidig illustrerer den refererede sag, at de lokale psykiatriske patientklagenævn og Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan anlægge en forskellig vurdering af, om en patient kan anses for sindssyg, jf. psykiatrilovens § 12.


En 35-årig mand, født i udlandet havde siden 8 års alderen boet i Danmark. Han havde haft et konfliktfyldt forhold til sin familie, som han ikke havde haft kontakt med siden 20-års alderen, hvorefter han havde levet en omflakkende tilværelse med kun kortvarige arbejdsforhold, hvor han havde boet på herberg og forsorgshjem eller været fængselsindsat.

Patienten havde fra sin tidlige ungdom misbrugt narkotiske stoffer, men havde ikke tidligere været i psykiatrisk behandling. Ved mentalobservation og retspsykiatrisk erklæring året forinden den i sagen omhandlede tvangsmedicinering var patienten fundet sindssyg, præget af vrangforestillinger om legemlige forhold og om forfølgelse.

Efter en dom til psykiatrisk behandling med tilsyn af Kriminalforsorgen under udskrivning, således at der af Kriminalforsorgen i samråd med overlægen kunne træffes bestemmelse om genindlæggelse, blev patienten efter få måneder anset for at være så dårlig, at en indlæggelse på psykiatrisk afdeling var nødvendig.

Ved indlæggelsen var patienten latent aggressiv, latent paranoid og udadprojicerende. Han var i behandling med Metadon 50 mg daglig, som han efter eget ønske blev trappet ud af.

Under indlæggelsen fremtrådte patienten meget svingende i sin tilstand og i sin kontakt. Han kunne således fra det ene øjeblik til det andet skifte fra at være fuldstændig stille og rolig til pludselig at blive affektspændt og truende. Han var tidvis trist og angst, ligesom han til stadighed var præget af grundlæggende mistro og mistillid af paranoid art.

Ved en samtale dagen efter indlæggelsen blev patienten tilbudt beroligende og antipsykotisk medicin Nozinan 25 mg ved behov max. l gang i døgnet, men han havde ikke benyttet sig af dette.

En måned senere undveg patienten fra hospitalet under terrænfrihed og blev efter 2 uger bragt tilbage af politiet.

Efter afsluttet metadonudtrapning talte man i afdelingen efter yderligere en måned med patienten om eventuel behandling med antipsykotisk medicinsk, hvilket han ikke var helt afvisende overfor. Imidlertid gav patienten en uge senere klart udtryk for, at han ikke ønskede medicinsk behandling.

Efter yderligere en måned blev patienten tilbudt frivillig behandling med antipsykotisk medicin Trilafon samtidig med, at han fik at vide, at tvangsbehandling i modsat fald kunne komme på tale inden for en uge.

Tre dage senere undveg patienten på ny fra hospitalet under terrænfrihed og blev dagen efter bragt tilbage af politiet.

Efter yderligere 3 dage beklagede patienten sig under en samtale med afdelingens overlæge over forløbet af indlæggelsen, som han ikke syntes førte til noget. Han mente, at han "endte med at rådne op", og han ville kun modtage medicin, hvis den blev givet som tvangsbehandling. Samtidig gjorde han opmærksom på, at han ville klage over en eventuel tvangsbehandling.

Samme dag - ca. 4 måneder efter indlæggelsen - traf overlægen beslutning om tvangsbehandling med antipsykotisk medicin, tabletter Zyprexa, startende med 5 mg og stigende inden for normalt doseringsområde. Hvis denne behandling ikke var mulig - da Zyprexa kun findes i tabletform - skulle der gives injektioner med antipsykotisk medicin Trilafon startende med 4 mg dagligt og stigende inden for normalt doseringsområde under hensyntagen til effekt og bivirkninger.

Patienten klagede samme dag mundtligt over beslutningen om tvangsbehandling, og klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn tilsidesatte i sin afgørelse beslutningen om tvangsbehandling, da nævnet efter at have gennemgået sagen fandt, at betingelserne for tvangsbehandling ikke var opfyldt. Nævnet lagde herved vægt på, at det i en behandlingsplan 2 måneder forinden var angivet, at patienten ikke havde forekommet åbenlys psykotisk, hvilket stemte overens med det indtryk, som nævnet fik af den pågældende ved fremmødet i Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn. Nævnet vurderede således, at patienten ikke var sindssyg eller befandt sig i en tilstand, der kunne sidestilles hermed, og at undladelse af behandling ikke ville være uforsvarlig. Ligeledes blev det vurderet, at patienten ikke frembød en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre.

Afdelingens overlæge ankede derefter Det lokale Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt efter en samlet vurdering, at patienten var sindssyg, lidende af sindsspaltningssygdom med et efterhånden noget kronisk og symptomfattigt præg, som ikke er ualmindeligt. Nævnet fandt samtidig, at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsmedicinere den pågældende med henblik på behandling, fordi udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af hans tilstand ellers ville blive væsentlig forringet.

Nævnet lagde herved vægt på journaloplysningerne om, at det ved retspsykiatrisk undersøgelse året forinden var vurderet, at patienten var sindssyg, præget af sindssygelige vrangforestillinger og kontaktforstyrret, og at han desuden senere var indlagt i henhold til en behandlingsdom, hvor han forud for indlæggelsen havde haft periodevis store vanskeligheder med social kontakt, været selvforsømmende, ude af stand til at tage vare på sig selv og haft svigtende evne til at klare samfundets krav.

Nævnet lagde samtidig vægt på, at selvom patienten under indlæggelsen havde frembudt et noget symptomfattigt billede, havde han dog tydeligvis været kontaktforstyrret, tidvis præget af tankeforstyrrelser med bristende realitetsvurdering, med manglende sygdomserkendelse og lettere paranoid præget af mistro og mistillid.

Imidlertid fandt Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Nævnet fandt således, at patienten, på trods af, at der var tale om en indlæggelse af mere end 4 måneders varighed, ikke kunne anses for i tilstrækkeligt aktivt og konkret omfang at være forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutningen om tvangsmedicinering blev truffet.

Nævnet lagde herved vægt på, at det af journaloplysningerne i sagen fremgik, at patienten i forbindelse med indlæggelsen blev tilbudt beroligende og antipsykotisk medicin, hvilket han ikke benyttede sig af.

Et par måneder senere havde patienten under en samtale i afdelingen ikke været helt afvisende overfor behandling med antipsykotisk medicin, men han havde ifølge journalnotat efter yderligere en uge helt afvist medicinsk behandling.

Efter yderligere en måned var patienten igen blevet tilbudt frivillig medicinsk behandling med antipsykotisk medicin, samtidig med, at han havde fået at vide, at tvangsbehandling kunne komme på tale i løbet af en uge.

Efter yderligere 3 dage var patienten undveget i et døgn fra hospitalet, og efter yderligere 4 dage blev beslutningen om tvangsmedicinering truffet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt på denne baggrund, at betingelserne for tvangsbehandling ikke var opfyldt på det tidspunkt, hvor beslutningen herom blev truffet, idet der ikke i tilstrækkeligt omfang sås at være forsøgt en motivering af patienten for frivillig medicinsk behandling, selvom der var tale om en længere indlæggelsesperiode.

Såvel Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn som Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt således, at betingelserne for tvangsmedicinering ikke var opfyldt, men med forskellige begrundelser.

Yderligere oplysninger kan fås hos fuldmægtig Mette Brødsgaard på telefonnummer 33 38 95 00.


 Til top

   
<< Tilbage