Layout
 
A A A
Her er du: Nyhedsbreve

KLAGE OVER FORSINKET VAGTLÆGEBESØG – ANSVARFORDELING MELLEM VISITERENDE OG KØRENDE VAGTLÆGE

18. okt 2005

NYHEDSBREV NR. 4/05

Patientklagenævnet har i juni 2005 afgjort en sag, hvor der blev taget stilling til ansvarsfordelingen mellem visiterende og kørende vagtlæge i en situation, hvor der blev rykket for et ordineret vagtlægebesøg til en formodentlig svært syg patient.

Baggrund

Det er de alment praktiserende læger, der også varetager lægebetjeningen uden for dagarbejdstiden. Lægebetjeningen i vagttiden er tilrettelagt som en visitationsvagtordning.

Vagtlægeordningen indebærer, at patienten kommer i kontakt med en alment praktiserende læge i telefonen (den visiterende læge). Lægen vurderer på grundlag af telefonsamtalen, hvilken indsats, der er nødvendig. Lægen har mulighed for at afslutte behandlingen i telefonen, tilbyde undersøgelse og behandling i lægevagtskonsultationen eller tilbyde konsultation i hjemmet via en kørende vagtlæge.

Det fremgår af lægelovens § 6, at en læge under udøvelsen af sin gerning er forpligtet til at vise omhu og samvittighedsfuldhed, herunder også ved økonomisk ordination af lægemidler, benyttelse af medhjælp m.v. Opfølgning på en rykker til ordineret vagtlægebesøg er omfattet af denne bestemmelse.

Nedenstående sag illustrerer, at det primære koordinationsansvar i en lægevagt påhviler de telefonvisiterende læger. I situationer, hvor der efter to timer rykkes for besøg til en formodentlig svært syg patient, er det derfor den visiterende vagtlæges ansvar som koordinator at sikre, at besøget aflægges, som den visiterende vagtlæge forudsætter. Det bør således overvejes, om envejskommunikation i form af en elektronisk rykker er tilstrækkeligt for at sikre sygebesøg aflagt som forudsat til en formentlig svært syg person. Det kan være nødvendigt at kontakte den kørende læge direkte (telefonisk) for at lave aftale med denne.

Nedenstående sag illustrerer denne problemstilling.

Klage over forsinket vagtlægebesøg (0549005A)

En 48-årig mand henvendte sig den 4. marts 2004 til sin praktiserende læge, som fandt hans almene tilstand dårlig, og at han havde vejrtrækningsbesvær (taledyspnø). Lægen fandt genopblussen af bronkitis. En blodprøve viste samtidig ikke tegn på bakteriel infektion. Lægen vurderede endvidere, at patienten var i risiko for at udvikle abstinenser på grund af nylig indtagelse af store mængder alkohol. Det blev derfor aftalt med en sygeplejerske fra patientens opholdssted, at der med det samme skulle påbegyndes behandling af abstinenser, såfremt sådanne symptomer skulle opstå.

Den 6. marts 2004 kl. 20.45 ringede en pædagog fra patientens opholdssted til lægevagten. Den visiterende vagtlæge A skrev i vagtlægenotatet, at patienten var misbruger af alkohol og stoffer, og at der var mistanke om, at han havde vand i lungerne. Knap 2 timer senere (kl. 22.36) rykkede en medarbejder ved patientens opholdssted visiterende vagtlæge A for besøg.

40 minutter senere kl. (23.16) rykkede en medarbejder ved patientens opholdssted atter lægevagten og talte ved denne lejlighed med visiterende vagtlæge C, som sendte en elektronisk rykker til den kørende vagtlæge.

Kl. 0.23 nåede den kørende vagtlæge frem til patienten, der var akut medtaget, gråbleg, klamtsvedende og havde symptomer på vand i lungerne. Vagtlægen foretog en behandling med ilt, indsprøjtning af vanddrivende medicin, smertestillende medicin og gav desuden et middel mod hjertekrampe. Vagtlægen ledsagede derpå patienten til sygehuset, hvor det blev konstateret, at han havde en dobbeltsidig lungebetændelse.

Der blev klaget over, at patienten ikke blev korrekt behandlet den 6. marts 2004 ved flere opkald til lægevagten.


Nævnet fandt grundlag for at kritisere visiterende vagtlæger A og C for deres behandling af patienten den 6. marts 2004. For så vidt angår vagtlæge A lagde nævnet vægt på, at vagtlægen ved den første henvendelse kl. 20.45 havde noteret i journalen, at der var mistanke om udtalt grad af vand i lungerne.

Nævnet oplyste, at vand i lungerne er en farlig og livstruende tilstand, og såfremt en kronisk svækket person med misbrugsproblemer rammes af denne tilstand, er der en ekstra høj risiko for at udvikle akutte kredsløbssymptomer i forbindelse med for eksempel virusinfektion.

På den baggrund var det nævnets opfattelse, at der ved den første kontakt med vagtlægen kl. 20.45 forelå en situation med behov for akut vurdering. Nævnet fandt det derfor kritisabelt, at patienten alene blev visiteret til et almindeligt besøg med en ventetid på op til flere timer, da vagtlæge A blev kontaktet.

Det var nævnets opfattelse, at det primære koordinationsansvar i en lægevagt er tillagt de telefonvisiterende læger. I en situation som den foreliggende, hvor der efter to timer rykkes for besøg, var det derfor den visiterende vagtlæges ansvar som koordinator at undersøge, hvad der foregår, og hvorfor det ønskede besøg endnu ikke er aflagt, da den kørende vagtlæge under udøvelsen af hvervet kan komme ud for situationer, der hindrer denne i at handle som forventet af den visiterende vagtlæge.

På den baggrund var det nævnets opfattelse, at visiterende vagtlæge A i den pågældende situation burde have gjort noget aktivt for at få sikkerhed for, at en formodning om snarligt besøg var korrekt.

Nævnet fandt det derfor kritisabelt, at vagtlæge A undlod at sikre sig, at et besøg ville blive aflagt hurtigt, da der to timer senere (22.36) blev rykket for sygebesøg.

For så vidt angår vagtlæge C lagde nævnet vægt på, at hun burde have taget direkte kontakt til den kørende vagtlæge i stedet for blot at notere i den elektroniske journal, at der atter var rykket for besøg, idet der i to omgange blev rykket for besøg, og det måtte anses for klart, at situationen efterhånden var lægefagligt uacceptabel, og et besøg åbenlyst var presserende.

Det var således nævnets opfattelse, at envejskommunikation ikke var acceptabelt, og at vagtlæge C som alternativ til usikkerheden om den kørende vagtlæges ankomst kunne have valgt at indlægge patienten direkte på sygehus med ambulance.

Nævnet fremhævede i den forbindelse, at elektronisk kommunikation og en telefonisk kontakt til den kørende læge i den foreliggende situation ikke kunne sidestilles. Da en markering i form af rykker til en formentlig svært syg person ikke medførte reaktion fra den kørende læge, var det ikke tilstrækkeligt at gentage denne procedure. Det var nødvendigt at kontakte den kørende læge direkte (telefonisk) for at høre, hvad der foregik, og hvorfor et hurtigt besøg ikke blev aflagt trods anmodning herom.

Der var endvidere klaget over den praktiserende læge, der undersøgte patienten den 4. marts 2004 samt den kørende vagtlæge B, men nævnet fandt ikke grundlag for kritik af disse.

Yderligere oplysninger kan fås hos fuldmægtig Henrik Kristensen, på tlf. 33 38 95 00.


 Til top

   
<< Tilbage