BÅNDOPTAGELSER FRA LÆGEVAGTEN

NYHEDSBREV NR. 6/98

Patientklagenævnets afgørelser bygger på sagens oplysninger, herunder parternes udtalelser, journalnotater, røntgenbilleder m.v.

I nogle tilfælde er patienten og sundhedspersonen ikke enige om, hvad der er sket eller sagt. Patientklagenævnet må i disse sager foretage en bevisvurdering af oplysningerne i sagen for at fastlægge det mest sandsynlige hændelsesforløb.

I nogle af landets amter optager lægevagten alle telefonkonsultationer på bånd. En udskrift af et vagtlægebånd kan indeholde væsentlige oplysninger til belysning af sager, hvor parterne ikke er enige om, hvad der er sagt.

Regler for båndoptagelser
Vagtlægebåndoptagelser er en del af journalmaterialet, men kan ikke træde i stedet for journalen. Hvis de oplysninger, som lægen har pligt til at journalføre fremgår af journalen/vagt-lægenotatet eller overføres hertil fra båndet, kan båndoptagelsen slettes.
   Når en patient anmoder om aktindsigt i sin journal hos vagtlægen, gælder retten til aktindsigt også en eventuel båndoptagelse.
   Når en læge afgiver en udtalelse i forbindelse med en klage over en telefonkonsultation, kan lægen høre den samtale, som han selv har deltaget i. Da vagtlæger har mange samtaler i løbet af en vagtperiode, kan det være svært at huske hver enkelt samtale i detaljer. En aflytning af båndet kan derfor være en hjælp, når en henvendelse i en klagesag skal besvares.
   Lægen kan fremlægge båndoptagelse af samtalen eller en afskrift heraf i forbindelse med en klagesag, hvis indholdet af båndoptagelsen er relevant for sagen. Lægen overtræder ikke sin tavshedspligt ved at udlevere båndoptagelsen i et sådant tilfælde.
   Til brug for behandlingen af en klagesag har lægen pligt til at give Patientklagenævnet og embedslægerne enhver oplysning, herunder journaler. Da båndoptagelsen er en del af journalen, har lægen således pligt til at fremlægge den, hvis Patientklagenævnet eller embedslægen anmoder herom. Patientklagenævnet indhenter kun båndoptagelsen eller en afskrift, hvis det vurderes, at den kan have bevismæssig betydning for afgørelsen af sagen.

I denne afgørelse lagde Patientklagenævnet vægt på båndoptagelsen fra lægevagten:

Kvinde med influenza-symptomer
For at Patientklagenævnet kunne vurdere, om vagtlægen havde udvist omhu i forbindelse med telefonkonsultationen, var det nødvendigt at få klarlagt, om vagtlægen havde modtaget oplysning om, at kvinden havde sukkersyge.

En kvinde vågnede om natten med høj feber, 39,6 grader, og ringede til vagtlægen. På baggrund af kvindens oplysninger vurderede vagtlægen, at hun havde fået influenza. Om eftermiddagen den følgende dag blev hun indlagt på sygehus i bevidstløs tilstand. Undersøgelser viste fund af bakterier af typen streptococcus pneumoniae i både blod og væske omkring rygmarven. Infektionen udviklede sig med nedsat blodstørkningsevne, nedsat blodtryk og nedsat åndedrætsfunktion til følge. Kvinden døde to dage senere.
   Ifølge klageren oplyste kvinden til vagtlægen, at hun havde sukkersyge. Denne oplysning fremgik ikke af vagtlægejournalen. Vagtlægen oplyste, at han havde aflyttet båndoptagelsen af samtalen, og at det heraf fremgik, at kvinden ikke nævnte, at hun havde sukkersyge.

Patientklagenævnet lagde vægt på, at det af vagtlægebåndoptagelsen af telefonsamtalen fremgik, at kvinden oplyste, at hun vågnede med en temperatur på 39,6 grader med kulderystelser og ondt i nakken, men ingen klager over hovedpine, muskel- eller ledsmerter. Kvinden oplyste, at hun var gravid og dagen før havde fået foretaget en fostervandsprøve. Vagtlægen spurgte, om der var udflåd, mavesmerter, smerter i livmoderen eller om der var rødme og hævelse omkring indstikstedet efter fostervandsprøven. Dette var ikke tilfældet. Vagtlægen fik indtryk af, at kvinden var bevidsthedsklar. Vagtlægen vurderede, at der formentlig var tale om en virus (influenza). Han opfordrede kvinden til at kontakte læge igen, hvis der kom symptomer fra underlivet. Patientklagenævnet lagde endvidere vægt på, at kvinden ikke oplyste, at hun led af sukkersyge.
   Patientklagenævnet fandt således ikke anledning til at kritisere vagtlægen, idet han havde handlet i overensstemmelse med sædvanlig praksis.

 Til top