KLAGE OVER FOR TIDLIG UDSKRIVELSE FRA PSYKIATRISK AFDELING

NYHEDSBREV NR. 4/09

 

Patientklagenævnet har i december 2008 og i juni 2009 afgjort sager vedrørende klager over for tidlig udskrivelse af patienter fra psykiatriske afdelinger.

Baggrund
Det fremgår af autorisationslovens § 17, at en læge under udøvelse af sin virksomhed har pligt til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Dette gælder også ved udskrivelse af psykiatriske patienter.

Konkret afgørelse
Nedenstående sager illustrerer, at man ved uskrivelsen af psykiatriske patienter blandt andet bør sikre, at de ikke udviser psykotisk adfærd eller fremtræder akut selvmordstruede. Man bør tillige sikre, at der er taget stilling til patientens videre forløb. Hvis dette ikke er tilfældet, er det ikke i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard at udskrive patienterne.

Klage over for tidlig udskrivelse af patient med alkoholproblemer fra psykiatrisk afde-ling (0872529N)
En 36-årig mand blev indlagt på psykiatrisk afdeling under diagnosen abstinenstilstand. Patienten havde igennem en årrække haft et massivt alkoholmisbrug, og havde 3 gange tidligere været indlagt for abstinenstilstand. Patienten havde angiveligt én gang tidligere forsøgt selvmord med piller, men blev ved indlæggelsen ikke vurderet aktuelt selvmordstruet.

Dagen efter vurderede en speciallæge i psykiatri ud fra samtale med patienten, at denne ikke var psykotisk eller deprimeret, ikke abstinent og ikke selvmordstruet. Patienten angav desuden at have kontakt til et alkoholbehandlingssystem og ønskede derfor ikke Antabus. Patienten angav videre, at han, trods mange uafklarede problemer, var ved at få styr på sin tilværelse. Der blev planlagt udskrivelse dagen efter.

På udskrivelsesdagen havde speciallægen endnu en samtale med patienten, hvor patientens muligheder for at komme videre med sin tilværelse blev gennemgået. Det blev atter vurderet, at patienten ikke var psykotisk eller abstinent, samt at han var neutral i stemning. Patienten blev derefter udskrevet.

Der blev klaget over, at patienten ikke modtog en korrekt behandling i forbindelse med udskrivelsen, idet han ikke blev vurderet syg, men som havende et alkoholproblem. Det blev hertil anført, at patienten begik selvmord ca. 1½ måned efter udskrivelsen.

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere speciallægen, der behandlede og udskrev patienten.

Det var nævnets vurdering, at patienten ved udskrivelsen ikke var sindssyg eller abstinent, herunder at der ingen mistanke var om selvmordsplaner, men derimod planer om genopretning af hans problemer.

Det var videre nævnets vurdering, at speciallægen på relevant vis foranledigede, at patienten forblev indlagt endnu et døgn for at sikre sig mod behandlingskrævende abstinenser.

Det var nævnets opfattelse, at længerevarende indlæggelser ikke har nogen virkning på alko-holafhængighed. Behandling af alkohollidelser er afhængig af patientens motivation, og denne kan understøttes af Antabus i starten, hvor man ved at motivationen er skrøbelig.

Nævnet bemærkede hertil, at det fremgik af sagen, at patienten ved de tidligere indlæggelser for abstinensbehandling kun havde ønsket at indtage Antabus en enkelt gang, hvorefter der var tilbagefald (drikkerecidiv) kort tid efter. Ved en tidligere indlæggelse, der varede knap to uger, var der alligevel drikkerecidiv umiddelbart efter.

Det var samlet set nævnets vurdering, at patienten ikke led af nogen sindssygdom, men havde et alkoholafhængighedssyndrom.

Nævnet oplyste hertil, at en følge af dette ofte er tristhedssymptomer efter en drikkeperiode. Disse symptomer forsvinder, når almentilstanden er genoprettet, og der er ikke overbevisende effekt af antidepressiv medicinering. Man kan forsøge at motivere patienten til videre behand-ling i alkoholbehandlingssystemet, hvilket også blev gjort i aktuelle patients tilfælde.

Klage over for tidlig udskrivelse af patient med kronisk sindslidelse fra psykiatrisk afde-ling for (0975726N )
En 26-årig mand blev indlagt på åben psykiatrisk afdeling på grund af tristhed og isolations-tendens. Patienten havde forsøgt selvmord 1½ år forinden. Patienten blev aktuelt sat i be-handling med antidepressiv medicin i 3 uger. Herefter blev det vurderet, at han ikke fremstod depressiv, hvorfor man ophørte med den medicinske behandling. En planlagt udskrivelse ca. 2 måneder inde i indlæggelsen, blev udsat på grund af selvdestruktiv adfærd for at sikre, at patienten ville blive udskrevet med tilstrækkelig behandlerstøtte og håb for fremtiden.

Patienten var indlagt i 3 måneder, hvor han ingen psykosesymptomer havde, men tendens til at isolere sig, og han var følelsesmæssigt noget svingende. Patienten havde løbende samtaler med psykolog og socialrådgiver, blandt andet om en forestående skilsmisse. Patienten blev desuden under indlæggelsen diagnosticeret med en skizotypisk lidelse uden pseudoneurotisk billede.

I dagene op til udskrivelsen blev det aftalt mellem behandlende overlæge og patienten, at han skulle overnatte i en ny bolig han havde fået, og såfremt dette gik godt, skulle han overgå til dagpatientstatus.

På udskrivelsesdagen blev det aftalt at patienten forblev dagpatient i ca. 1 måned og samti-digt deltog i social færdighedstræning, samt lavet aftale om, at han skulle tale med en socialrådgiver vedrørende støtte til en lejlighed i nærheden af hans familie, herunder ekshustru og børn.

Der blev klaget over, at patienten ikke skulle have været udskrevet, idet han var selvdestruktiv og selvmordstruet. Det er hertil anført, at patienten begik selvmord samme dag som han blev udskrevet.

Nævnet fandt ikke grundlag for kritik af overlægen, der udskrev patienten.

Nævnet oplyste, at skizotypisk sindslidelse er en ikke-psykotisk, mere eller mindre stabil tilstand beslægtet med skizofreni.

Nævnet bemærkede, at der under indlæggelsen blev gjort et forsøg med antidepressiv medici-nering uden effekt. Der blev herefter behandlet med psykologsamtaler, angsthåndteringsgrup-pe og socialfærdighedstræning, som bestod af social støtte og psykologisk behandling, hvor man hjalp patienten med sorgbearbejdningen for blandt andet at acceptere de tab, der var uop-rettelige.

Det var nævnets vurdering, at udskrivelsen blev omhyggeligt forberedt, med bopæl og dagho-spital efter udskrivelsen, inklusive åben henvendelse i afdelingen uden for daghospitalets åb-ningstid. Patienten var på weekend forud for udskrivelsen, og der var tilbud om socialrådgi-verstøtte til at finde fast bopæl, ligesom der var opstartet et gruppeforløb forud for udskrivel-sen, som skulle fortsætte i daghospitalet.

Nævnet bemærkede, at patienten under hele indlæggelsen var på åben afdeling og ikke frem-bød akut selvmordsfare, selvom han hele tiden havde selvmordstanker. Han var ikke på noget tidspunkt under indlæggelsen psykotisk, men var præget af sin skizotypiske sindslidelse med kontaktforstyrrelse i mellemmenneskelige situationer.

Det var nævnets opfattelse, at det er meget svært og ofte umuligt at forudsige, hvornår risiko-en for selvmord er stor. Især hos patienter med en kronisk sindslidelse kan tilstanden pludse-lig svinge på få timer. En tilstand, som synes stabil, kan ved små tilfældige hændelser svinge tilbage, så håbet forsvinder, og den syge ikke ser anden udvej end at tage sit eget liv.

Det var nævnets vurdering, at patienten var kronisk selvmordstruet, men at han havde oplyst, at han havde personer i sit liv, som gjorde, at han havde noget at leve videre for, til trods for den forestående skilsmisse fra sin kone.

Yderligere oplysninger kan fås hos fuldmægtig, cand.jur. Elise S. Olsen på telefon 33 38 95 00.

 Til top