KLAGE I FORBINDELSE MED BEDØVELSE AF ET 3½ -ÅRIGT BARN

Patientklagenævnet har i oktober 2008 afgjort en sag med klage over bedøvelse af et 3 ½ -årigt barn.

Baggrund
Det fremgår af autorisationslovens § 17, at en læge under udøvelse af sin virksomhed har pligt til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Dette gælder blandt andet ved valg af og gennemførelse af bedøvelse.

Konkret afgørelse
Nedenstående sag illustrerer, at der er flere ligeværdige bedøvelsesmetoder ved bedøvelse af mindre børn.

Klage over bedøvelse af 3½-årigt barn (0871205N)
En 3 ½-årig dreng skulle have foretaget lukket påpladssætning af et forskudt brud i højre spoleben.

Indgrebet skulle foregå i fuld bedøvelse. Afdelingslægen forestod bedøvelsen, hvor patienten fik anlagt en kanyle i venstre hånd, hvorigennem der blev sprøjtet sovemiddel og smertestillende medicin. Det var i forbindelse med anlæggelse af bedøvelse nødvendigt at holde patienten.

Da bedøvelsen virkede, blev indgrebet gennemført, og det varede cirka 20 minutter.

Der blev klaget over, at patienten ikke modtog korrekt behandling.

Nævnt fandt ikke grundlag for kritik af afdelingslægens behandling af patienten.

Patientklagenævnet oplyste, at der er flere forskellige måder at give fuld bedøvelse til børn. Et af alternativerne til metoden med at give bedøvelse i blodbanen er at anæstesiologen kan vælge at give bedøvelsesmidlerne via en maske. At give bedøvelse via maske eller via et plastikkateter i blodbanen anses ligeværdigt i henhold til almindelig anerkendt faglig standard. Valget mellem disse to metoder afhænger blandt andet af, hvilken teknik anæstesiologen har tilgang til på stedet, og hvilken teknik anæstesiologen bedst mestrer. Valget afhænger også af en bedømmelse af, hvorvidt barnet bedst kan acceptere den ene eller den anden metode.

Nævnet oplyste videre, at det desværre ikke altid er muligt at få et barn på ca. 3½ år til at acceptere den ene eller den anden metode. Når operation er nødvendig kan det således ved begge metoder også blive nødvendigt kortvarigt at holde barnet for at gennemføre bedøvelsen.

Valget af teknikken med at give bedøvelse via maske kunne i den konkrete sag efter nævnets vurdering ligeledes have ført til, at patienten skulle holdes fast.

Nævnet oplyste yderligere, at det er omdiskuteret, hvorvidt præmedicinering er en fordel for barnet på kort og langt sigt, og det var derfor efter nævnets vurdering i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard, at afdelingslægen ikke anvendte præmedicinering ved bedøvelsen af patienten.

Endelig oplyste nævnet, at det er sædvanligt, at anvendte EMLA-plaster før anlæggelse af plastikkateter i blodbanen på et barn, idet det er en indarbejdet og rutinemæssig del af teknikken med bedøvelse via blodbanen.

Det var derfor efter nævnets vurdering relevant, at patienten fik påsat EMLA-plaster inden anlæggelse af bedøvelse.

Samlet fandt nævnet, at afdelingslægen ikke handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af patienten.

Yderligere oplysninger fås hos specialkonsulent, cand. jur. Pia Larsen, tlf. 33 38 95 00.

 Til top